Den nyttige Svend Brinkmann - om bogen »Ståsteder«

Det vil måske ærgre ham lidt, men Svend Brinkmann har skrevet en nyttig bog. Og hvorfor er den nyttig? Fordi den har en værdi i sig selv. En nyttig bog, som går stærkt ind for det meningsfyldte liv, men hvor bogens mening om dette liv dog fortoner sig i det uvisse. Jeg har læst bogen meget grundigt (mener jeg) og jeg endte med at være sært utilfreds, en utilfredshed, som jeg åbenbart deler med en række anmelderere og kommentatorer.

Jeg har så gået og tumlet med, hvordan jeg skulle få styr på min utilfredshed, så den kunne formidles i en form, som samtidig med at den påskønner SB‹s bog, på kammeratlig vis får gjort opmærksom på dens mangler. Kammeratlig, fordi SB et langt stykke hen ad vejen er ude i et ærinde, som jeg deler med ham. Jeg kunne også have sagt kollegial, men da det er 16 år siden jeg blev pensioneret fra det universitet, hvor SB arbejder, ville det måske være lidt for overmodigt.

Så gik jeg en lang tur. Hos flere forfattere har jeg læst, at det er en god taktik, hvis man er gået i stå med et stykke skrivearbejde. Og sandelig: med solen og nordøstenvinden i ryggen, på Aalborgs dejlige havnefront, kom det til mig.

»Ståsteder« er en kogebog. I betragtning af de 3-4 hyldemeter, som min kones kogebøger fylder, må det ligge udenfor enhver skepsis, at sådanne publikationer er nyttige. Ikke mindst i betragtning af, hvor hyppigt de anvendes. Jeg kan sagtens unde SB‹s bog en tilsvarende skæbne.

Nogle kogebøger, men langtfra alle, tager deres udgangspunkt i kroppen og dens behov. Uden nødvendigvis at have en fastlagt kropsopfattelse, men dog med visse specifikke anbefalinger. Vil du tabe dig så og så meget, så gør dette. Hvis du vil kunne løbe en marathon, så vil denne diæt kunne hjælpe dig. Etc. etc.

Men langt de fleste kogebøger lader det være helt op til brugeren, hvilken sundhedsstilstand læseren efterstræber. »Ståsteder« hører til i denne kategori.

Der kan afdækkes to helheder, som kan påvirkes ved indtagelse af retterne - anvendelse af ståstederne - i bogen. Den ene er den enkeltes psyke, hvilket ikke bør undre, i betragtning af, at SB er psykolog. På dette område er det tænkeligt, at enkelte (mange?) vil få det bedre med sig selv, ved at læse bogen. Men så nærmer den sig stærkt den kategori af selvhjælpsbøger, som SB forholder sig distancerende til. Og hvordan de enkelte får det bedre med sig selv, det står hen i det uvisse.

Den anden helhed er samfundet. SB kritiserer mange af de ting, som foregår i samfundet, men han tilstræber ikke at levere nogen sammenhængende samfundskritik. Men på samme måde, som adskillige kogebøger har henvisninger til mere dybtgående værker om ernæringens betydning for kroppen, så har SB mange henvisninger til bøger, hvor spørgsmål om etik og moral direkte sættes i relation til samfundstilstanden.

En af disse, »Infinitely Demanding - Ethics of Commitment, Politics of Resistance« London 2007- som jeg stærkt vil anbefale - er skrevet af den engelske filosof og anarkist Simon Critchley.  Som anarkist ønsker han samfundsændringer. Som filosof er han af den overbevisning, at dette må ske gennem en filosofisk og etisk oprustning.

Det er ikke Critchley´s konkrete udlægning af etikkens rolle i kampen for et bedre samfund, jeg vil skrive under på, til trods for dens overbevisningskraft. Men derimod må jeg tilslutte mig, at en etisk/filosofisk kritik af vor aktuelle globale situation, nødvendigvis må tage udgangspunkt i og rette sig mod denne. Og her er SB tavs.

SB citerer (s. 27) accepterende Critchley, som mener, at filosofien generelt udspringer af skuffelse. Skuffelse over den politiske situation, og skuffelse over den åndelige ditto.

Lettere forkortet vil jeg konstatere, at SB er skuffet over instrumentaliseringen mens Critchley er skuffet over den samfundstilstand, som bl.a. instrumentaliseringen, men også andre negative kræfter, har resulteret i.

Kritikken af nihilismen i »Ståsteder« synes da også at være mer eller mindre overtaget fra Critchley. Nihilisme - der er ingen mening med livet - eksisterer i en aktiv og en passiv udgave. Den aktive ses i direkte destruktive former for adfærd, fra selvmordet til relgiøs eller politisk vold og i karakteriseringen og fordømmelsen af denne, synes der at være enighed mellem SB og Critchley. Men når det kommer til den passive nihilist, så synes der at være en ikke ubetydelig forskel mellem dem. SB mener (s. 178), at den passive nihilist, er den »der mener, at mening nødvendigvis må komme indefra og er noget rent psykologisk«. Men som jeg læser Critchley, så er passiv nihilisme (sådan som det også citeres hos SB på s. 30) karakteriseret ved en lukken sig ude fra verden, samtidig med at man udnytter dens muligheder efter forgodtbefindende, »the passive nihilist closes his eyes and makes himself into an island« (op.cit. s. 5)
  Det er altså ikke noget rent psykologisk.  Jeg er måske uretfærdig her, men som jeg ser det, så er indtagelsen af et eller flere af SB´s ståsteder, ikke uforeneligt med en passiv nihilisme, som defineret af Critchley. Fordi intet af dem i sig selv leder til forsøg på, eller nødvendiggør, en dybere forståelse af de samfundsmekanismer, man er underlagt.

Jeg kan naturligvis ikke gennemføre en fuldstændig sammenligning af de to forfatteres synspunkter, men vil til afslutning fremhæve en afgørende forskel.

SB kritiserer ikke den kapitalistiske økonomi. Men han kritiserer pengene, uden dog at foreslå deres afskaffelse. Her risikerer hans manglende samfundsteori at føre til reaktiv og systembevarende moralisme. Når han f.eks. på s. 13 siger: »Mere end noget andet er det instrumentaliseringen, der har forringet vilkårene for at besvare spørgsmålet om mening« for derefter få linier ned at hævde at »Penge er måske det mest oplagte eksempel på et instrumentelt fænomen. Man kan bruge penge som middel til at købe mad...men penge har ingen værdi i sig selv« efterfulgt af »Penge kan udjævne kvalitative forskelle mellem ting og ydelser og reducere alle forskelle til noget kvantitativt«, efterlades læseren så ikke let med det indtryk, at penge er noget instrumentelt stads, som vi ikke skal tage alt for alvorligt? Under alle omstændigheder, mystificerende er det. En mystifikation som forlænges i konstateringen på s. 17: »Profitmaksimering er et legitimt forehavende, men kan næppe være et mål i sig selv«! Jamen, hvad nu hvis den rent faktisk er et mål i sig selv?

I modsætning hertil baserer Critchley sin udvikling af en modstandsetik på en marxistisk økonomikritik. Men i modsætning til Marx, så ser Critchley ikke opkomsten af et proletariat som det politiske subjekt, der kan tage magten fra kapitalismen og dens stat. Men »...we cannot sit back and hope that the structural conditions of capitalism will do the job of political transformation on our behalf." ( op.cit. s. 98)

Den udviklede kapitalisme har infiltreret klassiske begreber om etik og ansvarlighed, ligesom grænserne mellem økonomi og politik er blevet nedbrudt.

Derfor er udviklingen af en modstandsetik nødvendig, en etik som iflg. Critchley må være neo-anarkistisk, da den må forholde sig kritisk til såvel stat som kapital. Neo fordi han til forskel fra klassisk anarkisme ikke forestiller sig statens fuldstændige afskaffelse.  En sådan etik udvikler han derfor elementer til i sin bog.

Min intention har naturligvis ikke været, at SB burde have overtaget Critchley´s samfundssyn. Men når SB i en afsluttende note (s. 192) hævder, at »Ståsteder«  »...kan læses som et filosofisk udgangspunkt for en almenpsykologi, der efter min mening er adækvat til at forstå den menneskelige tilværelse« så må jeg anmelde min uenighed. En filosofi og en etik som ikke eksplicit tager sit udgangspunkt i en indsigt i den situation, vi er stillet i, kan efter min mening ikke berige vores psykologiske forståelse. Men her kunne det være interessant at høre, hvad andre fagpsykologer mener.

Men som sagt indledningsvis: bogen er nyttig, fordi den måske kan bringe os til at søge indsigt i de mekanismer, som styrer os, og indtil videre har afholdt os fra at gøre det rigtige og det tilnærmet gode.

Evolution, religion, guder, helligånd

En TV-udsendelse på DR2 om 'Gud mod Darwin' i begyndelsen af november burde give anledning til frygt hos såvel ateister, gudstroende, som andet godtfolk.

Ikke så meget måske på grund af de medvirkende danske kreationister (som tror at en gud skabte jorden på en uge) og deres bestræbelser på at overbevise os om evolutionens ondskab (satanisme), selv om det må betragtes som bekymrende, hvis sådanne tanker skulle få større udbredelse også her. Men oplysninger om, at sådanne religiøse sekter er under voldsom opblomstring rundt om i verden, og støttes økonomisk af velhavere med uigennemsigtige politiske hensigter, kan kun betegnes som skræmmende. Ikke mindst må det tages yderst alvorligt, at sådanne sekter er under stadig vækst i USA.

Når man tager i betragtning, at præsident Obama ikke forsømmer nogen anledning til at give udtryk for sin tro på en gud, så er det bekymrende at kreationisterne således indirekte bliver bekræftet i, at

den gud de tror på, har skabt den verden vi lever i. Problemet er, at Obamas gud med meget stor sandsynlighed ikke har gjort noget sådant. Derved er der lagt op til nogle meget sprængfarlige spændinger af politisk karakter. Mellem en liberal, evolutionsaccepterende religions- og gudsforståelse på den ene side og en fundamentalistisk guds- og bibeltro på den anden. Dette eksempel er naturligvis kun et blandt et voksende antal af andre former for konflikter mellem politik og religion.

En situation som kommer til udtryk gennem en stadigt stigende interesse for sådanne spørgsmål blandt teologer, filosoffer, videnskabsfolk, politikere og samfundsdebattører og ikke mindst disse grupper imellem.

Således om det er kommet til udtryk i en i Tyskland nyligt udgivet bog 'Politik und Religion – Zur Diagnose der Gegenwart' , en samtidsdiagnose. Med bidrag af bl.a. den også herhjemme ofte optrædende filosof Jürgen Habermas. En af bogens udgivere, teologen Friedrich Wilhelm Graf, ridser i sin indledning problemstillingen op i fem punkter.

1. Den religiøse bevidstheds egensindighed, dens uomgængelige ambivalens og dens notoriske farlighed
2. som rejser spørgsmålet om den religionspolitiske styring af den sekulære stat
3. som igen skal ses på baggrund af de mange forskelligt udformede institutionelle adskillelser mellem kirke og stat i Europa
4. og ikke mindst de teokratiske tendenser, ikke blot blandt ortodokse muslimer og jøder, men også et voksende antal kristne religionsintellektuelle.
5. Derfor må man tage stilling til de store vanskeligheder, som ubetinget og overbevist fromme har med at acceptere den sækulare stat og et alternativt program for en liberal religion.

Alle disse punkter behandles i Grafs indledning og der kan ikke i denne sammenhæng gives et udførligt referat. Men jeg vil kort referere fra de afsluttende konklusioner med tilføjelse af mine egne overvejelser.

Den nødvendige udvikling må komme inde fra religionerne selv. Det religiøse sprog må selv bringes til at rumme en forestilling om statens legitime, frihedstjenende sækularitet. Dette forudsætter, at den fromme bliver i stand til selv at trække grænser for sin tros rækkevidde.

Det religiøse sprog er åbent for mange fortolkninger. Man kan forstå 'Gud' på flere måder (som bl.a. antydet ovenfor).

Graf foreslår, at man kan se 'Gud' som et dennesidigt transcendensbegreb, som indebærer at den enkelte ikke opgår restløst i samfundet, at enhver er og kan være meget andet end man er, og hvad man selv og andre tror.

Jeg tror, som også foreslået i en anden af bogens artikler, Hans Joas 'Sakralisierung und Entsakralisierung – Politische Herrschaft und religiöse Interpretation' (Helliggørelse og afhelliggørelse – Politisk magt og religiøs fortolkning) at en mulig vej, som burde kunne have appel til såvel ateister som religiøse, kunne være en konkretisering af 'det hellige' eller helligånden om man vil.

Jeg er af den overbevisning, at der med udgangspunkt i såvel den filosofiske antropologi som i nyere videnskabelige teorier om vor hjerne og vor bevidsthed, kan argumenteres for (ikke bevises!), at kernen i hellighedsbegrebet, skal findes i forudsætningerne for og resultaterne af, at vi kunne arbejde os ud af vor dyriske natur. I de efterfølgende mange millioner af år har denne kerne af hellighed – på grund af dens altafgørende betydning for vor art (uden den, ingen mennesker) - givet ophav til utallige religiøse skikke, fra riter over myter til egentlige religiøse systemer. Så sent som for kun ca. 2.500 år siden opstod så de forskellige forestillinger om den ene almægtige gud, som i dag er medvirkende til at skabe konflikter og samfundsdestruktive tendenser overalt i verden. Ikke mindst fordi de varierende fortolkninger af disse gudsforståelser på en lang række punkter har modvirket og stillet sig i vejen for det hellige indhold, som absolut er eksisterende i de pågældende trossystemer. At finde tilbage til dette indhold, at genindsætte helligånden på sin rette plads, som det uundværlige åndelige aspekt af vor bevidsthed og vor livsførelse, det burde kunne være en opgave for såvel troende som ikke troende.

(kortere udgave i Kristeligt Dagblad 4/11-13)

Monoteismernes kamp

På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Og her har den almægtige gud spillet en central rolle. Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan den nylige debat om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

Vi er inde i æsken - Greg og Dharma som Adorno-inspirerede kulturkritikere?

For en halv snes år siden fulgte jeg parret Greg og Dharma i den amerikanske soap "Et umage par" (den genudsendes vist stadig på en eller anden kanal).

Plottet i udsendelsen danner basis for megen pjattet munterhed og af og til tankevækkende kritik af den måde, hvorpå vi har indrettet vor (amerikaniserede) omgang med hinanden og tilværelsen.

Men ved et mærkværdigt tilfælde blev serien, få dage før filosoffen og sociologen Adornos hundredårsdag 11.sept. 2003, virkelig dyb på en måde, som han formentlig kunne have bifaldet.

Situationen er denne: Dharma har under oprydning fundet en aflåst æske tilhørende Greg. Hun fritter og han svarer, at det drejer sig om private, hemmelige ting. Efter en del overtalelsesforsøg efterlader Greg en dag nøglen til æsken til Dharmas frie afbenyttelse. Men nu kan hun ikke få sig selv til at kigge. Har man fulgt serien, ved man, at Dharma, hvad det metafysiske angår, er tilhænger af diverse mystiske naturfilosofier, inclusive indianske åndemanere. Ikke desto mindre søger hun nu hjælp hos den katolske kirke, idet hun i en skriftestol beder præsten om at åbne æsken for at se om det, der er i den, er af væsentlig betydning. Præstens reaktioner er tvetydige og Dharma går uforløst hjem med den lukkede æske og forsikrer Greg om, at HUN ikke har åbnet æsken. Næste morgen kommer hun ind i i dagligstuen og finder æsken åben - og tom. Greg fortæller, at han har placeret tingene fra æsken rundt omkring i lejligheden, på de steder hvor de hører hjemme. Og så starter eftersøgningen, men hver gang Dharma finder en genstand, hun tror kan stamme fra æsken, viser den sig at være hendes egen. Og så slutter og lukker afsnittet på en helt igennem ukarakteristisk måde, idet Dharma pludselig, som ramt af lynet, stopper op og udbryder: Oh, my God, I'm in the box!

Stedet, hvor hun bor, er blevet der, hvor hemmeligheden ligger begravet. Eller med den danske filosof og Adorno-kender Hans-Jørgen Schanz' ord: Moderniteten er blevet beboelig, hvilket Schanz finder fortrøstningsfuldt, medens Adorno ville finde det yderst problematisk, for ikke at sige skæbnesvangert. Der ER nemlig iflg. Adorno en hemmelighed ved moderniteten, som det er af største betydning for menneskeheden at få afdækket. Nemlig hvordan vi får indrettet de samfund, hvor mennesker kan leve frit sammen i myndighed, uden den undertrykkelse, som vi har pålagt os selv i samme modernitet. "For Adorno betegner myndighed…det forhold, at samfundsprocessen er styret af en bevidst menneskehed, og at det enkelte individ ikke længere er underlagt en uigennemskuelig samfundsmæssig tvang." (Per Jepsens fødselsdagskronik om Adorno, Pol. 10/11 - 2003) Læs her

En sådan afdækning af modernitetens hemmelighed ville kræve en minutiøs gennemgang af hele lejligheden (tilværelsen) - og ville måske og sandsynligvis finde frem til at det ikke så meget er tingene i den, men selve lejligheden, der er problemet. At den er beboelig, er jo i sig selv ingen garanti for, at den ikke kan have negative forudsætninger eller implikationer. (Her vil jeg undlade at hinte til de mange, der efter sigende sidder fast i usælgelige huse og lejligheder!)

Lad mig derimod foretage en plump parallelisering til elementer i den hyppigt opkommende debat om værdier i samfundet. Her sker det tit at progressive og frisindede borgere mødes i debat omkring et bord, sædvanligvis i TV, hvor de stilles nærgående og kritiske spørgsmål af progressive og frisindede journalister. De spørgsmål, der oftest tages op, drejer sig bl.a. om hvor meget Staten skal blande sig i vores tilværelse og hyppigt munder det ud i, hvor meget samme Stat må gribe ind, når det gælder velstandens fordeling blandt borgerne. Kort sagt, hvor meget eller hvor lidt debattørerne synes det er rimeligt, at vi skal betale i skat. Det spørgsmål (hemmeligheden?), som disse velmenende mennesker aldrig nogensinde kunne finde på at tage op, er i hvor vid udstrækning det er rimeligt, at de selv overhovedet i første omgang har en indkomst og en levefod af den størrelse, som de har. Om deres arbejdsmæssige indsats gør den reelt berettiget. Det kommer aldrig på tale, at der kunne være noget grundlæggende forkert i den måde, hvorpå rigdommen i første instans produceres og fordeles. Fordi vi alle finder det 'naturligt', uanset hvor luksuøst vort hjem er indrettet, at netop vi bor her og på denne måde. Vi er inde i æsken (neoliberalismen?) og ser ikke at det er den, der kunne være problemet.

Kan vi tænke ud af boksen?