Et evolutionært syn på verden

»Hvorledes Mennesket og ›dets‹ hjerne - eller rettere: hjernen og dets menneske - måtte se ud i det øjeblik, hvor de forlod planeten for bestandig, meldte historien intet om«.

Med dette citat indleder filosoffen Jean-Francois Lyotard sit lille skrift En postmoderne fabel fra 1991 (da.: 1993). Citatet udgør slutningsordene i fablen, som omhandler de ca. 8-9 milliarder år fra vort solsystems opståen til dets afslutning med solens slukning. Lige nu er vi sådan ca. midtvejs. Lyotard forestiller sig (optimistisk?) at der til den tid vil være en eller anden form for menneskelig aktivitet, måske i form af robotter udstyret med forbedrede menneskehjerner, som gennem mange tusinde år vil have forberedt sig på flugten fra jorden og den galakse den tilhører.

Udover at han behandler et erkendt og uomgængeligt aspekt ved vor kosmologiske situation (den udbrændte sol), hvad kan så være meningen med at fremmane et så syret fremtidsperspektiv? En tolkning - som jeg her vil tilslutte mig - kan være, at han vil gøre os opmærksomme på vor indkapsling i en verden underlagt en aldrig afsluttende evolution. Hvis vi blot tilnærmelsesvis vil forstå vor nuværende situation og, ikke mindst, hvor vi kan være på vej hen, er vi tvunget til at se den i evolutionens perspektiv. Uden at forklejne andre områder af evolutionen, så er det primært den del der omfatter livets og især  menneskets opståen vi bør koncentrere os om.

Takket være nogle særlige træk ved deres hjerner, blev det muligt for vore forløbere for ca. 2,5 mio. år siden, langsomt at arbejde sig på afstand af en udelukkende instinktbaseret tilværelse i naturen. I kraft af selvskabte færdigheder og produkter (kultur) nåede de for ca. 40.000 år siden frem til at blive uafhængige af instinkterne. Fra da af var det den kulturelle evolution, der var den drivende kraft i deres/vores udvikling. Som det er det den dag i dag.

Den kendsgerning, at det har været stadige ændringer i kulturen, der har været bestemmende for udviklingen, tilsiger os, at vi bør være meget opmærksomme på alle ændringer og forskydninger i vore aktuelle kulturelle systemer. Specielt dem der har med basale samfundsmæssige funktioner at gøre. Som for eksempel værdier, økonomi og magt.

Monoteismernes kamp

På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Og her har den almægtige gud spillet en central rolle. Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan f.eks debatten om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

Kapitalismens evolutionære fremtid?

Indenfor en brøkdel af menneskehedens historie - nogle få sekunder, måske minutter - har den kapitalistiske økonomi været motoren bag en så godt som total okkupation af det menneskelige arbejde, af Marx defineret som vort stofskifte med naturen. Det er sket i en proces med såvel positive som negative aspekter. Store befolkningsgrupper er blevet frisat til at udvikle videnskab og teknologi, noget som har betydet forbedrede livschancer for millioner, ja milliarder af klodens hastigt voksende befolkning. Men også videnskab, som nu kan afdække skrøbelighederne i vor omgang med naturen og dermed gøre Lyotards spådom, om vor eksistens frem til vort solsystems undergang, til en højst usikker prognose. Dette i sig selv vil nok ikke seriøst bekymre mange. Men hvad der burde bekymre os er, om det ligger indenfor den kapitalistiske økonomis muligheder, at føre os frem til en produktions- og forbrugsform, som vil sætte os i stand til at få tilnærmelsesvis kontrol over vor kulturelle evolution.

Set i et evolutionært perspektiv, er der meget der tyder på, at den globale kapitalisme står overfor nogle meget store problemer. Hvordan den vil søge at løse dem, vil få helt afgørende betydning for vor fremtid.

Ser man på den globale befolknings situation i den kapitalistiske økonomi, så ser man en udpræget lagdeling. Et ekstremt højt forbrugende lag i toppen, efterfulgt nedefter af mere end velforsynede og højt forbrugende milliarder. I bunden en minoritet på mellem 1-2 milliarder, i kraft af befolkningsvækst voksende, hvis adgang til den den globale økonomis ydelser er så godt som ikke-eksisterende.

I et evolutionært perspektiv er denne situation opstået, dels på grund af en ny produktionskultur - kapitalismens - udradering af tidligere kendte produktionsformer, dels fordi denne produktionsmåde i hidtil ukendt grad har kunnet udnytte begæret som drivkraft bag kampen for overlevelse. En drivkraft, som vi ikke ser hos andre arter i naturen. Selv de højeste og 5-600 år gamle nåletræer i det nordvestlige USA er på et tidspunkt holdt op med at vokse.

Økonomier og produktionssystemer frem til kapitalismen var i overvejende grad domineret af behov som motoren i det menneskelige arbejde. Begærsdrevet økonomisk (og magtbaseret) adfærd var så godt som udelukkende forbeholdt de herskende individer eller grupper i samfundet. Indtil for 3-400 år siden var subsistensøkonomien eneste mulighed for måske 99% af den globale befolkning. Idag tillader den begærsdrevne og totalistiske kapitalisme ikke (endnu?) subsistensøkonomier. Bonderøvens sympatiske livsform er undtagelsen der bekræfter reglen (uden at man dog kan betegne den som en subsistenstilværelse). En hovedkonflikt, som vil præge evolutionen, er derfor, om, hvorledes og i hvilket omfang de stadigt ekskluderede milliarder vil blive integreret i den globale kapitalisme. Andre væsentlige konflikter vil præsentere sig indenfor kapitalismen. Endelig opfyldelse af begær er i princippet umuligt (begærets karakteristikum). Fortsat opfyldelse af merbegær hos nogen, vil derfor kræve reduktion i begærsopfyldelse hos andre, subsidiært udstødning af økonomien. Sidstnævnte situation har vi her i Europa fået tæt ind på kroppen med udviklingen i Sydeuropa, hvilket bl.a. har ført til en debat om det betimelige i, at de mere velstående lande i EU skal give nødhjælp til f.eks. Spanien og Grækenland. Unødvendigt at tilføje, at den hastigt voksende erkendelse af klodens med stor sandsynlighed manglende bæreevne, vil skærpe de fremtidige konflikter, som jeg her har skitseret. De globalt udbredte usikkerheder omkring den fremtidige vækst turde med al tydelighed dokumentere, at vi MÅSKE er ved at nærme os en slutdato for kapitalismens funktionsdygtighed.

Det uoplyste og ufuldendte demokrati

Den sidste faktor, som efter min mening vil få en afgørende betydning for retningen på vor evolution, er spørgsmålet om magt. Vil det blive aktive og indsigtsfulde demokratisk organiserede borgere, som vil tage kontrol med udviklingen indenfor de to ovennævnte felter? Og hvilken udvikling kan føre frem til et sådant resultat? Indtil videre har situationen være præget af, at den økonomiske udvikling er blevet mere og mere uigennemskuelig, ikke blot for borgerne, men også for hovedparten af deres politiske repræsentanter. Ja, selv ledende kræfter indenfor økonomien synes at mangle indsigt i visse sider af dens funktionsmåde. Men også forholdet mellem borgere og politikere er under hastig forvandling. I det omfang ledende politikere har magt, f.eks. i EU, er der en tendens til, at det er en magt de giver hinanden, ikke en magt som baserer sig på et input og en opbakning fra vælgerne. I bedste fald en nølende tilslutning, i værste en total venden sig fra det politiske. Denne udvikling har tidligere citerede Habermas advaret imod og betegnet som eksekutivføderalisme. Som i en evolutionær proces kunne tænkes at lede frem til mer eller mindre milde former af totalitarisme, for ikke at sige fascisme. Intet af dette være hermed forudsagt, blot skitseret som mulige former for politisk evolution.

I denne sammenhæng er det væsentligt at indse, at demokratiet, og idealerne bag det, opstod i tæt forbindelse med de moderne nationalstaters etablering på den historiske scene. I et land som USA var det de demokratiske tanker (fra den franske revolution) der dannede rygraden i nationens dannelse.
Imidlertid er der nu meget der tyder på, at nationalstaterne, i særlig grad i Europa, er under opløsning. Den nationale politiske selvbestemmelse søges i hvert fald aktivt begrænset. Demokratiet søges nu gjort til basis for mellemstatslige og tendentielt globale politiske magtcentre. Hvis man med demokrati forstår, at den enkelte borger baserer sin politiske deltagelse og beslutningstagen på en vis kvalitativ indsigt i de processer og mekanismer, som de valgte politikere skal styre, så er der formentlig god grund til skepsis i så henseende.

Nye politiske tiltag til håndtering af dagens udfordringer kan ikke direkte udledes af den kulturelle evolution. Det vi kan lære af den er, at i det lange perspektiv, er alt under forandring. Samt at vi ikke tidligere i menneskehedens historie har handlet på baggrund af en sådan indsigt. Vi har hidtil forandret, uden at kende retningen. Den situation synes ikke længere at være holdbar.

Derfor bør den offentlige debat, og ikke mindst undervisningen af kommende generationer,  i  langt højere grad udvides med nogle realistiske og videnskabeligt funderede overvejelser over vore mulige fremtider. Og ikke mindst, hvordan vi bedst ruster os til at møde de udfordringer, som uundgåeligt vil møde os. Ja, som allerede i et vist omfang har mødt os.

Mennesket før religionerne - det Helliges genese

Hvis den stadigt mere ophedede debat om verdensreligionernes konfrontation ikke skal ende i uoverskuelige og voldelige konflikter, må vi gøre os klart, at der var mennesker, før der var religioner.

Vi kan ikke afskaffe religionerne eller lade dem afløse af kun een tro, men vi kan måske hente inspiration til imødegåelse af de konflikter der nu synes at tårne sig op, ved at se på hvad der kan have karakteriseret mennesker og deres samfund før religionerne kom på banen og gav deres bidrag til at formidle og måske unødigt komplicere det menneskelige samkvem.

Her vil jeg tage udgangspunkt i et arbejde af den i 1997 afdøde tyske sociolog Dieter Claessens bog Das Konkrete und das Abstrakte - Soziologische Skizzen zur Anthropologie (Suhrkamp 1993 [1. udg. 1980])

Dieter Claessens bog er intet mindre end et dristigt forsøg på at sandsynliggøre hvorledes mennesket er kommet i verden. Selv om han så vidt muligt bygger på accepterede teorier og forskningsresulater fra en lang række biologiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner, så indrømmer han selv tilstedeværelsen af et vist element af spekulation i det forløb han ridser op.

En afgørende pointe hos ham er, at vi ifølge antropologien har været mennesker i 2-3 millioner år, før vi nåede frem til de udviklingstrin i ældre og yngre stenalder som vi har et nogenlunde pålideligt kendskab til takket være arkæologien, for slet ikke at tale om højkulturerne (ca. 3-2000 år f.K.) og antikken (800-200 f.K.), hvorfra vi har egentlige historiske kilder i form af nedskrevet sprog.

Claessens kritiserer derfor den kendsgerning, at hovedparten af vor samfundsfilosofi og -teori - og dermed vore menneskesyn - i bedste fald knyttes an til historisk kendte forhold fra antikken og fremover. Således fastlægger Karl Jaspers vor menneskeheds begyndelse til et så sent tidspunkt som 800 til 200 år f.K., den epoke - som han kalder axial-tiden -hvor de 3 store monoteistiske religioner opstod.

I modsætning til denne og lignende opfattelser hævder Claessens at de grundlæggende humane kendetegn og dermed humaniteten var etableret flere millioner år tidligere under bestemte forudsætninger i en lang historisk udvikling og - hvad der er af stor betydning - at disse forudsætninger og kendetegn stadigvæk udgør en væsentlig del af vor emotionelle, mentale, sociale og kulturelle arv. Vor forvaltning af den har imidlertid gjort det muligt for os at udvikle samfundssystemer af en sådan størrelse og kompleksitet, at denne arv i stadigt voksende omfang trues af nedslidning. Vi tærer så at sige på vor humanitets hovedstol, af Claessens kaldt vore evolutionære reserver. Dette forklarer han som følger.

Vore dyriske forløbere var flugtvæsener. Deres overleven i naturen afhang blandt andet af mer eller mindre succesrigt gennemførte og instinktmæssigt udløste flugtmekanismer. Vi begyndte således som byttedyr. Vi må nu forestille os, at sådanne præ-humane væsener på flugt fra en fjende - på tilfældig vis - kommer til at etablere en situation, som jager fjenden på flugt eller på anden måde holder denne på afstand. Man kan tænke sig en flugt mod en bjergtop, hvor et stenskred skræmmer angriberen bort. Eller en søgen ind i et for denne utilgængeligt eller uopsporligt tilflugtssted. Alt dette kan forklares helt på instinktets præmisser og situationen er naturligvis opstået - og opstår stadig - for masser af andre dyrearter.

Forskellen udgøres af præ-menneskets særegne hjernekapacitet, som ifølge denne antagelse tillod det i et eller andet omfang at "reflektere" over den hændelse, som bragte det i sikkerhed for den forfølgende fjende. Men ikke nok med det, for selv denne evne kan vi ikke uden videre fraskrive andre dyrearter. Men præ-mennesket var desuden i stand til at kommunikere med sine artsfæller på en sådan måde, at denne beskyttende isolationstilstand efterhånden kunne etableres intentionelt, med "vilje", dvs. ikke udelukkende instinktmæssigt motiveret. Den nødvendige forudsætning herfor var evnen til reflektion kombineret med evnen til symboldannelse (abstraktion) i allervideste forstand. Vi kan forestille os øjenkontakt kombineret med lydlig og kropslig adfærd i helt konkrete situationer som et sådant symbolets udspring.

Selve denne evne til reflektion, symboldannelse og abstraktion er det endnu ikke lykkedes videnskaberne at forklare på en overbevisende måde, udover at den må have ligget som et potentiale i vor genetiske udrustning. Det drejer sig formentlig om de 2-3 procent der adskiller os fra chimpanserne. Hvis man absolut vil have et "neutralt" guddommeligt element introduceret i forestillingen, må det ligge her omkring.

Claessens arbejder i sin evolutionsteori med fænomenet "point-of-no-return", det stade i en udviklingsproces hvor en tilbagevenden til tidligere stadier ikke længere er mulig. Jeg mener således, at det ligger i hans teori, at de første præ-mennesker kan have pendlet frem og tilbage mellem den oprindelige, helt instinktstyrede eksistens i naturen, og eksistensen udenfor naturen i isolationstilstanden (- finder vi et ’ur-valg’ og en ’ur-eksistentialisme her?). Her kan der formodentlig have været naturlige selektionsmekanismer på spil, hvis man forestiller sig at nogle individer har været bedre "mentalt" udrustede til at deltage i skabelsen af isolationstilstanden end andre. Nu er Claessens’ tese imidlertid, at den nødvendige motivationelle energi til etableringen af denne situation kunne mobiliseres fordi den selvsamme isolationstilstand tillod en vis instinktnegligering, i første omgang naturligvis flugtinstinktet. Der frisattes derved emotionel energi til løsningen af nye opgaver. Der var således tale om et dialektisk samspil mellem etableringen af isolationstilstanden og de virkninger dette havde for videreudviklingen af individernes mentale udrustning og dermed deres evne til at konsolidere og udbygge hvad der efterhånden er blevet "menneskets rum i naturen".

Personligt tror jeg, at det er et eller andet sted i denne proces, at forestillingen om det 'hinsidige' og ikke mindst det 'hellige' etableres. En forestilling som har lejret sig i artens bevidsthed (som en Jungsk arketype?) og efterfølgende været motoren i en lang kæde af religiøse konstruktioner. Hvis dybeste mening kan siges at være respekt for den natur, vi rev os løs fra, og den humanitet vi konstruerede i vores bevægelse væk fra den. Men som i vore dages monoteistiske globalreligioner har fået et stærkt indslag af politiske og undertrykkende magtfaktorer.

På et senere tidspunkt blev modifikationen af andre instinkter - såsom forplantning og yngelpleje - muliggjort på grund af isolationstilstandens beskyttelseseffekt. Gradvis formår den kulturelle evolution i isolationstilstanden at modificere og sætte den naturlige udvælgelse ud af kraft. Det vil sige at svagere individer, som tidligere ville være gået til, nu overlever beskyttet af gruppen i det isolerede rum.

Claessens tilskriver kvinden en særlig rolle i denne udvikling, idet hun så at sige udgør en kropsligt forankret parallel til det beskyttede rum, som dannes i isolationsprocessen: Mennesket trækker sig ud af naturen og etablerer en "social livmoder" i form af isolationsrummet - kvinden trækker barnet ud af sin krop og etablerer i en tids-rumligt integreret (biologisk nødvendig) yngelplejesituation det beskyttede rum som gruppen nu yderligere forstærker i form af det mere omfattende isolationsrum.

Processen var m.a.o. ensbetydende med en gradvis instinktnedbrydning og -afvikling og en tilsvarende opbygning på spirende intellektuel basis af sociale og kulturelle adfærdsmønstre til sikring af de overlevelsesnødvendige funktioner, som hidtil havde været udelukkende instinktbaseret. Et "point-of-no-return" var passeret - præ-mennesket var blevet menneske.

På dette tidspunkt var vore forfædre i stand til (og henvist til) - i embryonisk form - at etablere og reproducere de fire processer som ifølge størsteparten af samfunds- og humanvidenskaberne er forudsætningen for et samfundets overlevelse: produktion (behovsdækning), reproduktion (nye individer), kulturoverførsel (symboldannelse) og udøvelse af politisk autoritet (orden). Især på de to sidste områder har forestillingen om og etableringen af "det hellige" kunnet få en betydningsfuld rolle.

Den her skitserede menneskelige udviklingsproces forudsatte og muliggjorde en udvikling af en voksende distance mellem hvad Claessens kalder det konkret-sanselige og det indirekt-abstrakte. Her er det nu Claessens særdeles stærke og kontroversielle tese, at ur-modellen for det menneskeligt konkrete var den snævre isolationstilstand som tillod distanceringen fra den gamle natur. Her skabtes noget helt nyt, en arts solidariske hævden sig i "verden", en konstruktion på samme tid stærk og skrøbelig. Som ovenfor nævnt ser han en sammenhæng her mellem den gamle naturs moder/barn-relation og den rolle den kom til at spille i det selvgenererede sociale isolationsrum. Men her lagdes tillige grunden til to andre såvel konkrete som abstrakte nydannelser: grænsen og gruppen.

Det synes at være et af Claessens’ hovedbudskaber, at denne abstraktionsevne, evnen til indirekthed, sålænge den praktiseredes i den lille gruppe, forblev knyttet til sit konkret-sanselige substrat. Hvad vi i dag kalder henholdsvis analyse og syntese var så at sige bundet sammen i samme proces. Udviklingen og brugen af sproget har været knyttet direkte til overlevelsesaktiviteterne, opstået i forbindelse med disses udførelse. ‘Arbejde’ og ‘tale’ gik op i en og samme proces. Tale knyttet til arbejde kunne ikke tales uden at arbejde, man kunne i begyndelsen ikke tale om arbejde. Således også med andre aktiviteter, som f.eks. yngelpleje.

Penge i form af kapital er vel nok i moderne tid den mest betydningsfulde konstruktion, et forsøg på at formidle adskillelsen mellem arbejdet på den ene side og ejendomsretten til produkterne af arbejdet på den anden. At denne konstruktion for få hundrede år siden kunne vinde så afgørende frem, som tilfældet har været, må tilskrives tilstedeværelsen af stærke (national)statslige centralmagter, som således var et nødvendigt led i konstruktionen. Men udviklingen har også vist at disse statslige centralmagter kun et stykke af vejen har kunnet afbøde de samfundsopløsende aspekter af kapitalismen. Når vi med kapitalisme har at gøre med en konstruktion og ikke en syntese, så ligger det blandt andet i at kapitalismen kun vedrører og indbefatter nogle samfundsmedlemmer, ikke dem alle. Staten er et forsøg på at etablere en sådan syntese, indtil videre ikke specielt vellykket. Intet tyder på at de overstatslige tiltag - EU, WTO, og senest indgrebene mod finanskrisen - vil kunne gøre det bedre, afhængige som de er af den kapitalistiske økonomi. Hvad kan der så gøres?

Der er naturligvis ikke tale om, at vi skal retablere det "lukkede" samfund, den rugekasse hvori vi udviklede vor humanitet. Men vi kan måske bruge indsigter som Claessens' til at stille spørgsmålstegn ved nogle af vore etablerede og praksis-ledende teorier om politik og samfund. Måske er det kun på lokalt plan, vi kan udvikle de ændringer i vore livsformer, som kan føre til en økologisk bæredygtig fremtid. Og det på sin side kræver måske, at vi finder tilbage til roden af  "det hellige".