Den nyttige Svend Brinkmann - om bogen »Ståsteder«

Det vil måske ærgre ham lidt, men Svend Brinkmann har skrevet en nyttig bog. Og hvorfor er den nyttig? Fordi den har en værdi i sig selv. En nyttig bog, som går stærkt ind for det meningsfyldte liv, men hvor bogens mening om dette liv dog fortoner sig i det uvisse. Jeg har læst bogen meget grundigt (mener jeg) og jeg endte med at være sært utilfreds, en utilfredshed, som jeg åbenbart deler med en række anmelderere og kommentatorer.

Jeg har så gået og tumlet med, hvordan jeg skulle få styr på min utilfredshed, så den kunne formidles i en form, som samtidig med at den påskønner SB‹s bog, på kammeratlig vis får gjort opmærksom på dens mangler. Kammeratlig, fordi SB et langt stykke hen ad vejen er ude i et ærinde, som jeg deler med ham. Jeg kunne også have sagt kollegial, men da det er 16 år siden jeg blev pensioneret fra det universitet, hvor SB arbejder, ville det måske være lidt for overmodigt.

Så gik jeg en lang tur. Hos flere forfattere har jeg læst, at det er en god taktik, hvis man er gået i stå med et stykke skrivearbejde. Og sandelig: med solen og nordøstenvinden i ryggen, på Aalborgs dejlige havnefront, kom det til mig.

»Ståsteder« er en kogebog. I betragtning af de 3-4 hyldemeter, som min kones kogebøger fylder, må det ligge udenfor enhver skepsis, at sådanne publikationer er nyttige. Ikke mindst i betragtning af, hvor hyppigt de anvendes. Jeg kan sagtens unde SB‹s bog en tilsvarende skæbne.

Nogle kogebøger, men langtfra alle, tager deres udgangspunkt i kroppen og dens behov. Uden nødvendigvis at have en fastlagt kropsopfattelse, men dog med visse specifikke anbefalinger. Vil du tabe dig så og så meget, så gør dette. Hvis du vil kunne løbe en marathon, så vil denne diæt kunne hjælpe dig. Etc. etc.

Men langt de fleste kogebøger lader det være helt op til brugeren, hvilken sundhedsstilstand læseren efterstræber. »Ståsteder« hører til i denne kategori.

Der kan afdækkes to helheder, som kan påvirkes ved indtagelse af retterne - anvendelse af ståstederne - i bogen. Den ene er den enkeltes psyke, hvilket ikke bør undre, i betragtning af, at SB er psykolog. På dette område er det tænkeligt, at enkelte (mange?) vil få det bedre med sig selv, ved at læse bogen. Men så nærmer den sig stærkt den kategori af selvhjælpsbøger, som SB forholder sig distancerende til. Og hvordan de enkelte får det bedre med sig selv, det står hen i det uvisse.

Den anden helhed er samfundet. SB kritiserer mange af de ting, som foregår i samfundet, men han tilstræber ikke at levere nogen sammenhængende samfundskritik. Men på samme måde, som adskillige kogebøger har henvisninger til mere dybtgående værker om ernæringens betydning for kroppen, så har SB mange henvisninger til bøger, hvor spørgsmål om etik og moral direkte sættes i relation til samfundstilstanden.

En af disse, »Infinitely Demanding - Ethics of Commitment, Politics of Resistance« London 2007- som jeg stærkt vil anbefale - er skrevet af den engelske filosof og anarkist Simon Critchley.  Som anarkist ønsker han samfundsændringer. Som filosof er han af den overbevisning, at dette må ske gennem en filosofisk og etisk oprustning.

Det er ikke Critchley´s konkrete udlægning af etikkens rolle i kampen for et bedre samfund, jeg vil skrive under på, til trods for dens overbevisningskraft. Men derimod må jeg tilslutte mig, at en etisk/filosofisk kritik af vor aktuelle globale situation, nødvendigvis må tage udgangspunkt i og rette sig mod denne. Og her er SB tavs.

SB citerer (s. 27) accepterende Critchley, som mener, at filosofien generelt udspringer af skuffelse. Skuffelse over den politiske situation, og skuffelse over den åndelige ditto.

Lettere forkortet vil jeg konstatere, at SB er skuffet over instrumentaliseringen mens Critchley er skuffet over den samfundstilstand, som bl.a. instrumentaliseringen, men også andre negative kræfter, har resulteret i.

Kritikken af nihilismen i »Ståsteder« synes da også at være mer eller mindre overtaget fra Critchley. Nihilisme - der er ingen mening med livet - eksisterer i en aktiv og en passiv udgave. Den aktive ses i direkte destruktive former for adfærd, fra selvmordet til relgiøs eller politisk vold og i karakteriseringen og fordømmelsen af denne, synes der at være enighed mellem SB og Critchley. Men når det kommer til den passive nihilist, så synes der at være en ikke ubetydelig forskel mellem dem. SB mener (s. 178), at den passive nihilist, er den »der mener, at mening nødvendigvis må komme indefra og er noget rent psykologisk«. Men som jeg læser Critchley, så er passiv nihilisme (sådan som det også citeres hos SB på s. 30) karakteriseret ved en lukken sig ude fra verden, samtidig med at man udnytter dens muligheder efter forgodtbefindende, »the passive nihilist closes his eyes and makes himself into an island« (op.cit. s. 5)
  Det er altså ikke noget rent psykologisk.  Jeg er måske uretfærdig her, men som jeg ser det, så er indtagelsen af et eller flere af SB´s ståsteder, ikke uforeneligt med en passiv nihilisme, som defineret af Critchley. Fordi intet af dem i sig selv leder til forsøg på, eller nødvendiggør, en dybere forståelse af de samfundsmekanismer, man er underlagt.

Jeg kan naturligvis ikke gennemføre en fuldstændig sammenligning af de to forfatteres synspunkter, men vil til afslutning fremhæve en afgørende forskel.

SB kritiserer ikke den kapitalistiske økonomi. Men han kritiserer pengene, uden dog at foreslå deres afskaffelse. Her risikerer hans manglende samfundsteori at føre til reaktiv og systembevarende moralisme. Når han f.eks. på s. 13 siger: »Mere end noget andet er det instrumentaliseringen, der har forringet vilkårene for at besvare spørgsmålet om mening« for derefter få linier ned at hævde at »Penge er måske det mest oplagte eksempel på et instrumentelt fænomen. Man kan bruge penge som middel til at købe mad...men penge har ingen værdi i sig selv« efterfulgt af »Penge kan udjævne kvalitative forskelle mellem ting og ydelser og reducere alle forskelle til noget kvantitativt«, efterlades læseren så ikke let med det indtryk, at penge er noget instrumentelt stads, som vi ikke skal tage alt for alvorligt? Under alle omstændigheder, mystificerende er det. En mystifikation som forlænges i konstateringen på s. 17: »Profitmaksimering er et legitimt forehavende, men kan næppe være et mål i sig selv«! Jamen, hvad nu hvis den rent faktisk er et mål i sig selv?

I modsætning hertil baserer Critchley sin udvikling af en modstandsetik på en marxistisk økonomikritik. Men i modsætning til Marx, så ser Critchley ikke opkomsten af et proletariat som det politiske subjekt, der kan tage magten fra kapitalismen og dens stat. Men »...we cannot sit back and hope that the structural conditions of capitalism will do the job of political transformation on our behalf." ( op.cit. s. 98)

Den udviklede kapitalisme har infiltreret klassiske begreber om etik og ansvarlighed, ligesom grænserne mellem økonomi og politik er blevet nedbrudt.

Derfor er udviklingen af en modstandsetik nødvendig, en etik som iflg. Critchley må være neo-anarkistisk, da den må forholde sig kritisk til såvel stat som kapital. Neo fordi han til forskel fra klassisk anarkisme ikke forestiller sig statens fuldstændige afskaffelse.  En sådan etik udvikler han derfor elementer til i sin bog.

Min intention har naturligvis ikke været, at SB burde have overtaget Critchley´s samfundssyn. Men når SB i en afsluttende note (s. 192) hævder, at »Ståsteder«  »...kan læses som et filosofisk udgangspunkt for en almenpsykologi, der efter min mening er adækvat til at forstå den menneskelige tilværelse« så må jeg anmelde min uenighed. En filosofi og en etik som ikke eksplicit tager sit udgangspunkt i en indsigt i den situation, vi er stillet i, kan efter min mening ikke berige vores psykologiske forståelse. Men her kunne det være interessant at høre, hvad andre fagpsykologer mener.

Men som sagt indledningsvis: bogen er nyttig, fordi den måske kan bringe os til at søge indsigt i de mekanismer, som styrer os, og indtil videre har afholdt os fra at gøre det rigtige og det tilnærmet gode.