søndag den 7. april 2013

Monoteismernes kamp


På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Og her har den almægtige gud spillet en central rolle. Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan den nylige debat om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

Ingen kommentarer: