Evolution, religion, guder, helligånd

En TV-udsendelse på DR2 om 'Gud mod Darwin' i begyndelsen af november burde give anledning til frygt hos såvel ateister, gudstroende, som andet godtfolk.

Ikke så meget måske på grund af de medvirkende danske kreationister (som tror at en gud skabte jorden på en uge) og deres bestræbelser på at overbevise os om evolutionens ondskab (satanisme), selv om det må betragtes som bekymrende, hvis sådanne tanker skulle få større udbredelse også her. Men oplysninger om, at sådanne religiøse sekter er under voldsom opblomstring rundt om i verden, og støttes økonomisk af velhavere med uigennemsigtige politiske hensigter, kan kun betegnes som skræmmende. Ikke mindst må det tages yderst alvorligt, at sådanne sekter er under stadig vækst i USA.

Når man tager i betragtning, at præsident Obama ikke forsømmer nogen anledning til at give udtryk for sin tro på en gud, så er det bekymrende at kreationisterne således indirekte bliver bekræftet i, at

den gud de tror på, har skabt den verden vi lever i. Problemet er, at Obamas gud med meget stor sandsynlighed ikke har gjort noget sådant. Derved er der lagt op til nogle meget sprængfarlige spændinger af politisk karakter. Mellem en liberal, evolutionsaccepterende religions- og gudsforståelse på den ene side og en fundamentalistisk guds- og bibeltro på den anden. Dette eksempel er naturligvis kun et blandt et voksende antal af andre former for konflikter mellem politik og religion.

En situation som kommer til udtryk gennem en stadigt stigende interesse for sådanne spørgsmål blandt teologer, filosoffer, videnskabsfolk, politikere og samfundsdebattører og ikke mindst disse grupper imellem.

Således om det er kommet til udtryk i en i Tyskland nyligt udgivet bog 'Politik und Religion – Zur Diagnose der Gegenwart' , en samtidsdiagnose. Med bidrag af bl.a. den også herhjemme ofte optrædende filosof Jürgen Habermas. En af bogens udgivere, teologen Friedrich Wilhelm Graf, ridser i sin indledning problemstillingen op i fem punkter.

1. Den religiøse bevidstheds egensindighed, dens uomgængelige ambivalens og dens notoriske farlighed
2. som rejser spørgsmålet om den religionspolitiske styring af den sekulære stat
3. som igen skal ses på baggrund af de mange forskelligt udformede institutionelle adskillelser mellem kirke og stat i Europa
4. og ikke mindst de teokratiske tendenser, ikke blot blandt ortodokse muslimer og jøder, men også et voksende antal kristne religionsintellektuelle.
5. Derfor må man tage stilling til de store vanskeligheder, som ubetinget og overbevist fromme har med at acceptere den sækulare stat og et alternativt program for en liberal religion.

Alle disse punkter behandles i Grafs indledning og der kan ikke i denne sammenhæng gives et udførligt referat. Men jeg vil kort referere fra de afsluttende konklusioner med tilføjelse af mine egne overvejelser.

Den nødvendige udvikling må komme inde fra religionerne selv. Det religiøse sprog må selv bringes til at rumme en forestilling om statens legitime, frihedstjenende sækularitet. Dette forudsætter, at den fromme bliver i stand til selv at trække grænser for sin tros rækkevidde.

Det religiøse sprog er åbent for mange fortolkninger. Man kan forstå 'Gud' på flere måder (som bl.a. antydet ovenfor).

Graf foreslår, at man kan se 'Gud' som et dennesidigt transcendensbegreb, som indebærer at den enkelte ikke opgår restløst i samfundet, at enhver er og kan være meget andet end man er, og hvad man selv og andre tror.

Jeg tror, som også foreslået i en anden af bogens artikler, Hans Joas 'Sakralisierung und Entsakralisierung – Politische Herrschaft und religiöse Interpretation' (Helliggørelse og afhelliggørelse – Politisk magt og religiøs fortolkning) at en mulig vej, som burde kunne have appel til såvel ateister som religiøse, kunne være en konkretisering af 'det hellige' eller helligånden om man vil.

Jeg er af den overbevisning, at der med udgangspunkt i såvel den filosofiske antropologi som i nyere videnskabelige teorier om vor hjerne og vor bevidsthed, kan argumenteres for (ikke bevises!), at kernen i hellighedsbegrebet, skal findes i forudsætningerne for og resultaterne af, at vi kunne arbejde os ud af vor dyriske natur. I de efterfølgende mange millioner af år har denne kerne af hellighed – på grund af dens altafgørende betydning for vor art (uden den, ingen mennesker) - givet ophav til utallige religiøse skikke, fra riter over myter til egentlige religiøse systemer. Så sent som for kun ca. 2.500 år siden opstod så de forskellige forestillinger om den ene almægtige gud, som i dag er medvirkende til at skabe konflikter og samfundsdestruktive tendenser overalt i verden. Ikke mindst fordi de varierende fortolkninger af disse gudsforståelser på en lang række punkter har modvirket og stillet sig i vejen for det hellige indhold, som absolut er eksisterende i de pågældende trossystemer. At finde tilbage til dette indhold, at genindsætte helligånden på sin rette plads, som det uundværlige åndelige aspekt af vor bevidsthed og vor livsførelse, det burde kunne være en opgave for såvel troende som ikke troende.

(kortere udgave i Kristeligt Dagblad 4/11-13)