Vækstdebat med blind makker

 

Vækstdebat med blind makker

 21/5-2012

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

 Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

 Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

 Her tænker jeg naturligvis på den eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens ejere.

 I den kreds er vækst ensbetydende med, at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget indflydelsesrig -  infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe vækst.)

 En sådan materiel produktion kræver i sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt halvfabrikata, produceret i den enkle form.

 Det er en banalitet, at i den højt udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer, produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet.  Vigtigt for den nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer skal jo sælges!

 Vor tids kapitalisme udgør et globalt og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med væksten visse steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis minimal vækst i hele systemet.

 Dette er naturligvis en meget forenklet analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og uomgængelig.

 Og her kommer jeg tilbage til den manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan levere den vækst vi forventer os.

 De må komme med banen med nogle konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted? Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret? Er det allerede eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så fald hvilke?

 Det nytter jo ikke meget, at samfundet bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og udnytte den nye infrastruktur.

 I betragtning af, hvor totalt afhængige vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for øjeblikket kæmper med.