Et halvt år efter min ansættelse på Aalborg Universitets Center, AUC (som AAU hed dengang) fik jeg (11/6-74) optaget en kronik i Aalborg Stiftstidende (som Nordjyske hed dengang).
Titlen var ’AUC – fremtidens universitet’. I
kronikken citerede jeg med en vis afstandtagen en østrigsk uddannelsesforsker.
Han mente nemlig, at universitetet skulle være det organ i samfundet, som var
ansvarlig for den overordnende planlægning. Som ansat på Institut for
Samfundsplanlægning mente jeg, at det var universitetets rolle at arbejde i
hele samfundets interesse, og ikke, som foreslået af den pågældende forsker,
være en eliteinstitution, et instrument for stat og erhvervsliv.
Da jeg i år 2000 gik på pension efter 26 års
ansættelse (3 år tidligere end nødvendigt) var det bl.a. fordi universitetet,
efter min mening, var blevet netop det – hvilket jeg havde forsøgt at gøre mine
kolleger og min omverden opmærksom på ved flere lejligheder.
I 80’erne strammedes grebet om de højere uddannelser.
Slagordet ’fra forskning til faktura’ blev knæsat. Især human- og
samfundsvidenskaberne måtte holde for. Jeg henvendte mig igen til
offentligheden i en kronik i Stiftstidende (8/3-86). Titlen blev ’AUC – en
rullepølse’ fordi jeg sammenlignede universitetet med en viktualieforretning,
som kun havde dette lækkeri til salg. Med eksempler fra USA, som påviste en
stadigt voksende kobling mellem universiteter og erhvervsliv, konstaterede jeg,
at samme tendenser var at finde herhjemme.
Samme tema behandlede jeg (20/3-86) i vort
universitetsblad CenterNyt. Her hævdede jeg, at den aktuelle økonomiske,
politiske og sociale udvikling var medvirkende til at skabe kløfter af en ny
art mellem samfundsmedlemmerne: ’ny fattigdom’, ’udstødning’ og
’marginalisering’. Og jeg opfordrede til at vi skulle udforske hvorledes det
civile samfund, der hvor borgerne erkender problemerne, kunne styrkes overfor
erhvervsliv og stat.
Som sagt gik jeg på pension for 20 år siden. Hvorledes
har udviklingen så været siden da? Set udefra, mener jeg at det må konstateres,
at universitetet som sådant ikke kan betegnes som en aktiv kommentator og
meningsdanner på de områder, som har med samfundets generelle sundhed at gøre.
Klimakrisen generelt og ikke mindre den pågående
corona-krise har sat disse forhold i relief, også internationalt.
Således i en analyse af universitet og højere
uddannelsers situation i Australien, hvori det hævdes, at i takt med at disse
institutioner er blevet organiseret som topstyrede, bureaukratiske
foretagender, er de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder, i det
omfang de ikke deltog i denne udvikling, blevet udsultet og nedprioriteret. Som
forfatteren til den artikel, jeg refererer fra, siger, så har trivialiseringen
og ødelæggelsen af humaniora og dennes allierede i samfunds- og naturvidenskab
været ensbetydende med ødelæggelse og nedvurdering af de historiske og
filosofiske vidensformer, som kunne have medvirket til en indsigt i
konsekvenserne af denne negative udvikling. I min tolkning: Ikke nok med at universitetet ikke producerer
den viden, som samfundet har et påtrængende behov for, det undergraver også
mulighederne for at sådan viden kan produceres. Derfor min anklage.
Overalt i verden (med undtagelser), men også
herhjemme, fremhæves universiteterne i USA som de fremmeste i verden. Og sandt
er det da, at USA står for langt den største andel af nobelpristagere. Men at
der bag dette faktum skjuler sig en anden virkelighed, det fremgår af en
artikel af den højt estimerede (og kristne) forfatter Marilynne Robinson (MR).
”What Kind of Country Do We Want?” i New York Review of Books 11. juni 2020.
Udgangspunktet er helt klart den krise som covid-19
har påført det amerikanske samfund, men som hun skriver, så var der allerede
før covid-19 umiskendelige forfaldstegn (lavere levetid, stigende
selvmordsrater m.m.) at spore. Så mens sygdommen hen ad vejen kan bringes under
kontrol, så har vi nu fået anledning til eftertanke og dybe overvejelser.
Baggrunden for virussen er den fælde, som menneskeheden er faldet i, en økonomi
med storindustri og handel på store markeder hvor etik har ringe plads, hvor
respekt for kulturers egenart (også den amerikanske) er faldet bort i en ivrig
hensyntagen til profit. Profitmotivet er blevet plantet i vor gamle
artshistorie, er trængt ind i vort DNA.
Gennem årene har udviklingen i USA været således, at
vi nu må overveje hvilken måde at leve på, hvilken slags hjem ønsker vi at
dette land skal være.
MR anser det amerikanske universitet for en af den
vestlige civilisations ypperste frembringelser. Men fordi humaniora har været
under angreb, har hun tøvet med at angribe dem. Men som helhed har
universiteterne bøjet sig for devaluering af humaniora, måske fordi rationalet
bag denne nedvurdering er kommet fra deres egne økonomiske fakulteter og
erhvervsskoler.
Derved er universiteterne indirekte og direkte med til
at uddybe den polarisering af det amerikanske samfund, som MR ser som
resultatet af økonomiens måde at arbejde på. Som betyder en faktisk
institutionalisering af den gamle praksis med at nægte arbejderne den reelle
eller mulige værdi af deres arbejde.
Den teoretiske baggrund for dette indlæres på
universiteterne. Terminologien er økonomisk, men fordi den bygger på en bestemt
menneskeopfattelse, en antropologi, så har den indflydelse indenfor de fleste
discipliner. Denne menneskeopfattelse ser mennesket som drevet af profit i alle
forhold og uundgåeligt, fordi det ligger i vore gener. Egeninteresse og
cost-benefit overvejelser ligger underbevidst bag enhver handling.”Greed is
good”.
Klassisk amerikansk uddannelse er dårligt udrustet til
at tjene denne situation og er derfor under et konstant reformpres, med det
formål at uddanne konkurrencedygtige arbejdere til den fremtidige globale
økonomi.
Hele denne virkelighedsopfattelse fik et alvorligt
skud for boven for få uger siden. Vi har set at mennesker beundrer uselviskhed
og kan lide appeller til deres generøsitet – fællesskabet som helhed genoplives.
Hvis vi nu trænges tilbage til vore primitive tilskyndelser, så må vi
omhyggeligt iagttage vores kollektive adfærd, det vil fortælle os noget om
vores egentlige natur. På mange måder gennemlever vi et aldrig før set
eksperiment, en mulighed som det ville være en verdenshistorisk skam at spilde.
Her stopper jeg med at citere Marilynne Robinson.
Det burde nu stå klart, at det, jeg anklager Universitet
for, det er at have medvirket til den alvorlige situation vi står i. Og undladt
at have udarbejdet alternative udviklingsmuligheder. Udtrykkeligt når det
gælder klimakrise, polarisering og øget ulighed. Mere indirekte når det gælder
vor sundhedskrise. Men også hvad den angår, ser jeg væsentlige opgaver for
universitetet. Vi har oplevet, at der kan leves meningsfulde liv under radikalt
ændrede vilkår. Vi er meget mere fleksible, end vi troede. Sådanne erkendelser
burde kunne danne platforme for alternative modeller for produktion og forbrug,
til gavn for natur, klima og sociale systemer. Vi er pisket til at finde på nye
måder at være ’normale’ på.
Citerede artikler:
Arran Gare (2012)
The Liberal Arts, the Radical Enlightenment and the
War Against Democracy
Marilynne Robinson
What Kind of Country Do We Want
New York Review of Books, June 11, 2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar