Nu hvor jeg skriver dette, på vej mod 86, har jeg otte af
jer i alderen fra 1-9 år. Lige nu er selv de ældste af jer for unge til at
skulle belastes med de voldsomme bekymringer jeg har for jeres fremtid. Så det
bliver mine ’gamle’ børn og børnebørn, der kommer til at give jer dette brev,
når I har nået en alder, hvor det vil give mening.
Men der er andet jeg kan gøre sammen med jer nu, og det vil
jeg vende tilbage til.
Mine forældre kom begge fra meget små kår, og kun gennem
hårdt arbejde lykkedes det min far og mor ved fælles hjælp, at få startet en
lille håndværkervirksomhed, som blev den økonomiske baggrund for min opvækst, som
var tryg socialt og materielt. Min far havde 3 søstre og min mor 5 brødre, så jeg havde
mange onkler og tanter, fætre og kusiner, og familierne samledes hyppigt til
små og store fester og sammenkomster.
Men allerede tidligt i mit liv fik jeg ikke desto mindre på
fornemmelsen, at der var store mangler og risici forbundet med den måde, hvorpå
vi, i vor del af verdenen, havde valgt at tilrettelægge vores tilværelse. Krigen,
som prægede min barndom fra 1940-45, havde lagt grunden til en usikkerhed, som
blev styrket af den måde den sluttede på, et frygteligt massedrab på mange
tusinde japanere, bombarderet af atombomber. Denne krigs mange andre
grusomheder, som efter afslutningen blev afsløret, bidrog yderligere til min
usikkerhed og en begyndende vrede. Tillige fik vi at se, efterhånden som de
europæiske stormagter måtte opgive deres kolonier verden over, hvorledes hele
befolkninger var blevet udnyttet og undertrykt. Min ungdom blev præget af disse
begivenheder og de protestbevægelser, som jeg senere meget aktivt deltog i.
Jeg var gået ud af skolen med en realeksamen, i min fars og
mors familier var der ingen tradition for andet end en praktisk uddannelse. Så
fra jeg var 16 år kom jeg ud på arbejdsmarkedet. I nogle år som sømand, senere
isolatør i min fars virksomhed og endelig tysk og engelsk korrespondent samt
bogholder i forskellige firmaer. Da jeg var 20 blev jeg gift første gang, vi
fik to drenge og en pige, hun er nu bedstemor til jer fire oldebørn. Som I vil
vide, så fik jeg siden yderligere 4 børn, hvoraf de to sidste blev forældre til
jer 4 børnebørn, som nu i 2018 er fra 4-9 år.
Mine tidlige oplevelser og tanker havde gjort mig til
modstander af krig, og jeg blev derfor omkring 1955 militærnægter. Det betød på
det tidspunkt, at man skulle i en slags arbejdslejr i næsten to år. Her mødte
jeg nogle helt andre mennesker og ideer, end jeg tidligere havde været ude for.
Jeg begyndte en intens læsning af skønlitteratur, digte og politisk litteratur,
imperialisme- og kapitalismekritik. Samtidig startede jeg på mit liv som
politisk aktivist. I lejren arrangerede vi f.eks. en protestmarch mod
atomvåben, vi trykte plakater og jeg oplevede at blive arresteret for at
klistre dem op i København.
Efter min hjemsendelse fra nægterlejren og 7 års ægteskab
blev min kone og jeg skilt. Oplevelserne i lejren havde overbevist mig om, at
hvis jeg ville kæmpe effektivt mod den udvikling i verden, som jeg var
modstander af, så måtte jeg have en uddannelse. Jeg tog derfor en
studentereksamen på kursus, begyndte på universitetet 1963 – da jeg var 30 – og
blev færdig som magister i kultursociologi i 1973, fik ansættelse på Aalborg
universitet i 1974, hvor jeg studerede og forskede indtil min pensionering i
2000, da jeg var 67.
I løbet af mine 10 år på universitetet havde jeg arbejdet
som isolatør, havnearbejder og freelance radiojournalist. Desuden var jeg i 1966
på en næsten 5 måneder lang tur med min ældste dreng, ned gennem Europa, gennem
Tyrkiet, Iran, Pakistan til Indien og hjem samme vej. I 1968 var jeg på et
halvt års forskningsophold i Indien, for at undersøge effekten af dansk
ulandsbistand.
Som en rød tråd gennem hele mit voksne liv har der ligget
en, først intuitiv, senere teoretisk funderet overbevisning, nemlig den, at
vort økonomiske system, kapitalismen, ikke kan danne basis for retfærdige og
bæredygtige samfund. Denne overbevisning blev styrket efter min ansættelse på
universitetet. Ikke blot på grund af udviklingen i verdensøkonomien og
fremkomsten af den såkaldt neoliberale afart af kapitalismen. I min
undervisning og forskning søgte jeg konstant at påvise de negative sider af
denne udvikling. Men op gennem 90’erne måtte jeg konstatere, at jeg selv var
blevet en del af denne udvikling. Universitetet som institution udviklede sig
støt og sikkert til at blive – med få undtagelser – et serviceorgan for
kapitalismen. Dette blev bl.a. kun
muligt, fordi hidtil kritisk orienterede kolleger, af mange forskellige grunde,
valgte at tilpasse sig de nye arbejdsbetingelser, som blev fremtvunget af de
nye krav, som kapitalismen og staten stillede til vort arbejdes indhold og
målsætning. I mine sidste år på universitetet gav jeg mig derfor til at
lede efter dybere årsager, end de rent økonomiske eller karrierebetingede, til
disse mentalitetsskift,
For at blive magister i kultursociolog havde et vist
kendskab til nogle elementære filosofiske retninger været nødvendigt. Men nu
måtte jeg erkende, at jeg var alt for dårligt rustet på dette område, og ikke
mindst indenfor andre discipliner, som beskæftigede sig med menneskets
situation i verden. For mig havde kapitalismens irrationalitet altid stået som
en selvfølge. Den måtte derfor kunne bekæmpes ad rationel vej. Jeg havde været
blind for den kendsgerning, at ren rationalitet ikke findes, at rationalitet
altid og uafvendeligt er koblet til et element af følelse. Her så jeg en mulig
grund til den plasticitet, der havde undret mig hos kollegerne.
Denne erkendelse nåede jeg frem til gennem et studium, som
intensiveredes efter min pensionering, af discipliner som antropologi, fysisk
som filosofisk, hjerne- og bevidsthedsforskning, og ikke mindst religion og
religionshistorie.
Det kom nemlig hurtigt til at stå klart for mig, at en af
årsagerne, ved siden af kapitalismen, til, at mennesker i vor type af samfund,
har meget lidt viden om, hvad det vil sige at være menneske og hvilke krav det
stiller, den ligger i, at de religioner, vi kender på vore breddegrader, de tre
monoteistiske (dvs troen på én gud som stående bag alt), på forskellig vis og i
forskellig grad har isoleret sig fra de samfund, de er en del af. Ikke mindst
ved at promovere en mangelfuld, for ikke at sige vildledende
menneskeopfattelse.
Kære børne- og oldebørn – her er hvad jeg skrev en kold
novemberdag i 2018. Det er op til jer, når i læser dette, at afgøre om jeg kom
i mål med mit forehavende.
Fra jeg var omkring de 76 til i dag er jeg blevet bedstefar og
oldefar til jer ti. I en lidt høj alder, kan man vel sige. Men med jer, mine 4 børnebørn, og i lidt mindre grad med
jer mine oldebørn, har vi indtil nu haft et intenst og levende liv sammen. I
har i den grad beriget mit og bedstemors liv, og vi elsker jer meget højt. Vi
får så meget fra jer, ved at være vidne til jeres livsglæde og kærlighed til
jeres forældre, og til os, tør vi sige. Så meget mere smerter det os, og ikke
mindst mig, at den fremtid, der venter jer, mildest talt ser meget usikker ud. Det er i overvejende grad det, der giver mig styrken til at kæmpe for de ændringer, som er nødvendige.
Det påhviler nemlig os og jeres forældre at gøre alt, hvad der står
i vores magt, for at gøre disse fremtidsudsigter lidt lysere. Den kamp tager
jeg op andre steder, så langt mine evner og kræfter rækker. Hvor langt vi kommer, det vil tiden vise (og I ved det måske,
når I læser dette). Der skal tages beslutninger, som vil forekomme os meget
ubehagelige, fordi vi har tilladt os at leve på måder, som ikke kan
opretholdes.
Men kampen er ikke overstået, når I er blevet voksne og
måske heller ikke, når jeres børn bliver det.
Så det jeg håber at kunne nå at gøre – her og nu og resten
af mit liv - for jer som personer, det er at prøve at bibringe jer en
forståelse af livets, naturens og menneskets historie. At vi, såvel som aberne,
nedstammer fra livet og den levende natur. Derfor vil jeg, sammen med en tegner
jeg kender, skrive en historie til jer, om, hvorledes vi er blevet mennesker.
Hvorledes vi, som de eneste eksisterende væsener, er udrustet med en
bevidsthed, som gør os i stand til at se og forholde os til, hvad der sker i
verden, med os og vore omgivelser. En evne som har fulgt os og gjort os til dem
vi er, i mange, mange tusinde, ja måske millioner af år. I denne udvikling har
det altid været en blanding af rationalitet og følelser, der har vejledet os.
På godt og ondt. Ofte har vi ikke haft det fulde overblik, og så er det
vanskeligt at orientere sig. Men lige så ofte har vi ladet os styre af forkerte
følelser, så vi har handlet – ofte uden at vide det før bagefter - til skade
for os selv og den natur, vi er en del af.
Vores verden er truet – og kun hvis vi mennesker fuldt ud
indser, at det kun er os, der kan redde den, kun da er der håb. Den sandhed
gælder i dag, hvor jeg skriver dette, og den gælder til den tid, hvor I læser
det. Ingen tro må forhindre os i at tro på mennesket.
Jeg håber af hele mit hjerte, at jeres liv er lyse og fulde
af forhåbninger til den fremtid I ser foran jer, når I læser dette.
Fra 2018 til jeres tid sender jeg en stor sækfuld af knus
til deling mellem jer.
Jeres bedste- og oldefar
Ib
Ingen kommentarer:
Send en kommentar