Man har bedt mig (19/6-2000) skrive noget om instituttets konsolidering. Der må således eksistere en antagelse om, at en sådan fandt sted den gang for ca. 25 år siden. Nu kan man vel sige, at en konsolidering pr. definition indtræffer, når de forberedende magtkampe og forhandlinger om en organisations indhold og sammensætning afsluttes og organisationen - i dette tilfælde altså Institut for Samfundsudvikling og Planlægning - begynder at arbejde i overensstemmelse med de gældende og vedtagne regler. Som et resultat af dette arbejde bliver organisationen efterhånden til en enhed med en fælles overordnet målsætning. En konsolidering har fundet sted.
Det skal være min tese i dette lille impressionistiske bidrag til instituttets jubilæumsbog, at en sådan konsolidering aldrig fandt sted i vort institut. Jeg vil prøve at begrunde hvorfor. Det skal endvidere være min påstand, som jeg dog kun kort vil berøre, at de problemer der tegner sig for instituttet i forbindelse med udflytning og opdeling netop ved 25 års jubilæet, i vid udstrækning kan have rødder i den måde hvorpå instituttets i sin tid blev grundlagt. Der er således en vis historisk ironi forbundet med den opgave man har stillet mig.
Afhængigt af hvor lang en tidshorisont man anlægger, kan det måske hævdes at den for 25 år siden indledte konsolideringsproces indtil nu har været inde i en latensfase, som først nu er ved at udvikle sin iboende dynamik.
En forsøgsvis redegørelse for baggrunden for denne udvikling må efter min overbevisning bygge på referencer til selve institutdannelsesprocessen, således som den fandt sted i løbet af især vinteren1974/1975. Fra den tid og det arbejde har jeg gemt mødereferater og oplæg, bl.a. om mulige forskningsfelter for det nye institut, som kan fortælle noget om hvilke forventninger de grundlæggende fædre og mødre havde til instituttet. Det skal med det samme bemærkes, at min samling af disse dokumenter på ingen måde kan siges at være komplet, så i den forstand er der altså ikke tale om en tilstræbt videnskabelig analyse. Ligeledes vil jeg tillade mig at plukke i mine kilder, dels for at tydeliggøre situationen dengang, dels for ikke at gøre min fremstilling alt for omfattende.
Mange af de problemer der kom til at påvirke etableringen af instituttet og den efterfølgende konsolideringsproces var fælles for hele opbygningen af AUC (f.eks. overflytningen af landinspektørudannelserne fra KVL i København; integrationen af gamle etablerede uddannelser og deres lærerstabe med nye uddannelser og nyansatte; placeringen på forskellige fysiske lokaliteter i byen; påvirkninger fra 68 og den generelle universitetspolitik i DK, etc.), men jeg vil kun se og omtale dem i lyset af de diskussioner der førtes i forbindelse med etableringen af vort institut.
Det var en broget flok der i november 1974 blev sat sammen for at udarbejde forslag til et institut, som skulle søge at rumme uddannelserne til landinspektør, historie og planlægning.
Arbejdsgruppen som interimkonsistorium nedsatte til udarbejdelsen bestod af to repræsentanter for KVL i København, en integreret planlægningslærer fra DIA/Aalborg, en nyansat svensk historieprofessor, en nyansat historielærer fra Århus, to nyansatte planlægningslærere fra København (arkitekt Anne Marie Rubin og kultursociolog Ib Jørgensen), samt tre medlemmer af interimkonsistorium, en svensk historiker (formand og designeret rektor), en statistiker (vistnok fra København men i hvert fald kommende mangeårig rektor) og endelig en bibliotekar også fra København (første leder af universitetsbiblioteket). Bibliotekaren og jeg selv var rådgivende medlemmer af udvalget uden stemmeret. Desuden deltog fra tid til anden specielt udpegede repræsentanter for diverse fagområder.
Det karakteriserede dette udvalg, at der var betydelig forskel i medlemmernes bagland og herkomst. Således havde repræsentanterne fra KVL tunge, velfunderede og meget splittede kræfter at referere til. Ligeledes kan det vel ikke formodes at medlemmerne fra interimkonsistorium udelukkende var fortalere for en ren akademisk/videnskabelig interesse i det kommende institut. Hensynet til AUC's totale institutdannelsesproces spillede helt klart ind her, dog ikke på nogen entydig vis. Også repræsentanten for DIA havde store baglandshensyn i bagagen. Hertil kom så de mere "uforpligtede" (men ikke mindre engagerede!) nyansatte fra universiteter og arbejdsplads i hhv. Sverige, København og Århus.
Det skulle da også hurtigt vise sig, at der var væsentlige uenigheder i dette udvalg om det kommende instituts sammensætning og arbejdsområder.
Nogle medlemmer orienterede sig primært efter undervisningsforpligtelserne indenfor de indgående fagområder, således som de traditionelt havde udviklet sig. Det foreslåede institut burde derfor opdeles i to. I en mindretalsindstilling fra to af medlemmerne fra interimkonsistorium hed det: "Konklusionen bliver for undertegnede, at der i stedet for det foreslåede institut for planlægning, udvikling med videre bør oprettes to institutter: et for historie/samfundsfag og et for planlægning og landinspektørfagene."
Udvalgets flertal derimod hæftede sig ved mulighederne for nu at sammenføre forskellige discipliner, som alle relaterede sig til udviklingsprocesser i samfundet, angiveligt for derved at lægge op til og muliggøre nye frugtbare forskningsaktiviteter med deraf følgende bedre undervisning som resultat. Et længere citat fra flertalsindstillingen:
"Instituttets forskningsområder centreres omkring spørgsmålet om forholdet mellem samfundsudvikling og planlægning. Det dækker på den ene side forskellige former for planlægning, herunder den tekniske og fysiske planlægning samt planlægningens mål og midler, hvor planlægning opfattes som bevidst styring af udviklingen på forskellige områder af samfundslivet.
På den anden side dækker det planlægningens betingelser. Til den må først og fremmest regnes historien opfattet som samfundsudvikling og samfundsforandring og studeret med særligt sigte på forholdet mellem lovmæssige sammenhænge i udviklingen og menneskers indgriben deri. Til betingelserne må videre regnes de økonomiske, sociale, politiske og psykologiske sammenhænge som danner forudsætningerne for og giver begrænsningerne for planlægningens mange aktuelle former - sociale, fysiske og økonomiske.
Den nære forbindelse mellem de tilbageskuende - historiske - fagområder og de fremadskuende - planlæggende - vil givetvis betyde en gensidig befrugtning og inspiration i arbejdet og en mere dybtgående og nuanceret forståelse i resultaterne, således at valget af midler til realisering af en ønsket udvikling bliver sikrere."
Se, hvis det nu var en konsolidering omkring disse tanker der efterfølgende fandt sted, så skulle man mene at det ville have præget i første omgang den resulterende forskning og undervisning i betydelig grad og i anden omgang den faktiske samfundsudvikling. Dette er i bedste fald meget usikre konklusioner, hvis karakter formentlig vil afhænge af hvilken position man indtager i forhold til den p.t. dominerende politisk korrekte optimisme.
Under alle omstændigheder: på baggrund af ovenstående anbefalede flertallet at de centrale discipliner i instiuttet skulle være: politisk, social, økonomisk og teknisk historie; sociologi, antropologi, socialpsykologi og økonomi; by- og regionalplanlægning; kommunikations- og trafikøkonomi, -teknik og -planlægning; miljøteknik og planlægning. Der skulle endvidere tilknyttes discipliner såsom: matematik og edb; opmålingsteknik og fotogrammetri; økologi; geografi.
Hvis en og anden læser nu skulle komme til at trække lidt på smilebåndet over disse ambitiøse forestillinger om det nye instituts karakter, så er det helt forståeligt. Hvad der skinner tydeligt igennem er jo, at det i vid udstrækning blev de sene 60's og de tidlige 70's tidsånd der fik lov til at komme til udtryk her. En tidsånd hvis kortlivethed vi nu kun kender alt for godt.
Der var deciderede og dedikerede repræsentanter for forskellige varianter af tidens alment politiske og mere specifikt universitære marxisme i udvalget, samt flere sympatisører som i lighed med disse kunne se de frugtbare muligheder i at forsøge at skabe et institut baseret på et bredere tværfagligt og tværdisciplinært grundlag. Således som det kom til udtryk i ovenstående citat fra flertallets indstilling.
Tillad mig på dette sted et stænk (udtalt) ego-centrisme, som samtidig kan være mit beskedne bidrag til den så mondæne be- og selverkendelsesbølge der i denne tid raserer blandt tidligere venstrefløjspersoner. Da institutternes dannelse og sammensætning stort set var besluttet i slutningen af januar 1975, udarbejdede jeg et notat til den såkaldte institutgruppe under interimkonsistorium. (Hvis der før var anledning til at trække på smilebåndet, vil mange nu få sig et rigtig godt grin!) Jeg skrev bl.a.:
"Jeg havde forestillet mig, at dette institut skulle kunne tage fat på samspillet mellem materielstrukturer (både produktion og reproduktion), bevidsthedsdannelse (primær, sekundær og tertiær socialisation) og samfundsstyring (fra mikro til makroplan).
Naturligvis fordi jeg mener, at der er en meget afgørende sammenhæng mellem tilstandene/udviklingen indenfor disse områder, især med hensyn til planlægningens muligheder."
Herefter påviste jeg hvorledes især konstruktion og produktion var blevet henlagt til andre institutter, men også socialisationsprocesserne og de dertil knyttede discipliner var blevet holdt ude af instituttet. Om selve instituttet skrev jeg derfor afsluttende:
"Konkluderende om instituttet kan siges, at det vil få visse muligheder for tværfagligt samarbejde af ny karakter. Men den syntese af de tre i første afsnit ovenfor nævnte områder, som var ønskelig, kan ikke gennemføres."
Og så polemiserede jeg lidt over institutdannelsen i sin helhed:
"Groft karikeret er der med institutformeringen som den nu tegner sig lagt op til en opretholdelse af adskillelsen mellem den offentlige og den private sektors udvikling (institut 4 & 9), hvilket vil forlænge behovet for statsligt lappeskræderi (hvis effektivisering er opgaven for institut 1 medens institut 2 og 3 på traditionel idealistisk facon vil arbejde med uddannelse og socialisation, nydeligt af sondret fra den materielle hverdag som bliver et resultat af de adskilte bestræbelser i institutterne 4 og 9.
Lad os håbe på et frugtbart og omfattende samarbejde på tværs af institutgrænserne. Det må vist betragtes som en absolut forudsætning for at AUC kan præstere afgørende nyt indenfor forskning og undervisning."
Udover at demonstrere en hang til ekshibitionisme så skal disse referencer til mine egne tanker på den tid tjene til at påvise hvorledes de tanker om tværfaglighed og tværdisciplinaritet som mer eller mindre helhjertet lå til grund for institutternes dannelse, naturligvis måtte underlægge sig og kvalificeres af det kompleks af magtforhold og interesser som de deltagende aktører var involveret i og bærere af.
Dette kom også fra tid til anden til udtryk i arbejdsgruppen der forberedte vort institut. Som eksempel denne lille udveksling mellem den nyansatte planlægningsarkitekt (A) og en repræsentant for landinspektøruddannelserne (B). Det stammer fra et af mine egne håndskrevne mødereferater:
A: "Vigtigt at udstykning og planlægning adskilles fordi profitmaksimering er målet med udstykning. Forbindelsen mellem udstykning og planlægning må ikke blåstemples gennem en fælles uddannelse."
B: "Vi opfatter ikke planlægning på samme måde. Landinspektøren behøver nødvendigvis ikke være profitmaksimeringens talsmand."
A: "Nødvendigt at have fælles terminologi. Men landinspektørernes monopol er noget helt specielt."
Denne lille konfrontation afslører et andet væsentligt træk ved vor debat dengang. Det var faktisk accepteret at der kunne være en modsætning mellem kapitalens og almenhedens interesser.
Denne indsigt var imidlertid ikke jævnt fordelt og tilegnet blandt de fædrene og mødrene ophav til instituttet (for nu at sige det mildt) og den kom derfor heller ikke til at virke blot i nogen grad styrende for det efterfølgende forløb, da instituttet skulle til at arbejde praktisk med undervisning og forskning. Enkelte medarbejdere, jovist, i begyndelsen. Men ikke instituttet.
Det var således ikke tidsåndens elementer af marxisme og kapitalismekritik der kom til at danne baggrund for en konsolidering af instituttet. Nogle få vil beklage dette mens rigtig mange vil se det som en velsignelse.
(skrevet 19/6-2000, lagt på nettet - min blog bricklayeribj.blogspot.com - d. 8/3-2023)