AUC - Institut for Samfundsudvikling og Planlægning - de første år

Man har bedt mig (19/6-2000) skrive noget om instituttets konsolidering. Der må således eksistere en antagelse om, at en sådan fandt sted den gang for ca. 25 år siden. Nu kan man vel sige, at en konsolidering pr. definition indtræffer, når de forberedende magtkampe og forhandlinger om en organisations indhold og sammensætning afsluttes og organisationen - i dette tilfælde altså Institut for Samfundsudvikling og Planlægning - begynder at arbejde i overensstemmelse med de gældende og vedtagne regler. Som et resultat af dette arbejde bliver organisationen efterhånden til en enhed med en fælles overordnet målsætning. En konsolidering har fundet sted.

Det skal være min tese i dette lille impressionistiske bidrag til instituttets jubilæumsbog, at en sådan konsolidering aldrig fandt sted i vort institut. Jeg vil prøve at begrunde hvorfor.  Det skal endvidere være min påstand, som jeg dog kun kort vil berøre, at de problemer der tegner sig for instituttet i forbindelse med udflytning og opdeling netop ved 25 års jubilæet, i vid udstrækning kan have rødder i den måde hvorpå instituttets i sin tid blev grundlagt. Der er således en vis historisk ironi forbundet med den opgave man har stillet mig.

Afhængigt af hvor lang en tidshorisont man anlægger, kan det måske hævdes at den for 25 år siden indledte konsolideringsproces indtil nu har været inde i en latensfase, som først nu er ved at udvikle sin iboende dynamik.

En forsøgsvis redegørelse for baggrunden for denne udvikling må efter min overbevisning bygge på referencer til selve institutdannelsesprocessen, således som den fandt sted i løbet af især vinteren1974/1975.  Fra den tid og det arbejde har jeg gemt mødereferater og oplæg, bl.a. om mulige forskningsfelter for det nye institut, som kan fortælle noget om hvilke forventninger de grundlæggende fædre og mødre havde til instituttet. Det skal med det samme bemærkes, at min samling af disse dokumenter på ingen måde kan siges at være komplet, så i den forstand er der altså ikke tale om en tilstræbt videnskabelig analyse. Ligeledes vil jeg tillade mig at plukke i mine kilder, dels for at tydeliggøre situationen dengang, dels for ikke at gøre min fremstilling alt for omfattende.

Mange af de problemer der kom til at påvirke etableringen af instituttet og den efterfølgende konsolideringsproces var fælles for hele opbygningen af AUC (f.eks. overflytningen af landinspektørudannelserne fra KVL i København; integrationen af gamle etablerede uddannelser og deres lærerstabe med nye uddannelser og nyansatte; placeringen på forskellige fysiske lokaliteter i byen; påvirkninger fra 68 og den generelle universitetspolitik i DK, etc.), men jeg vil kun se og omtale dem i lyset af de diskussioner der førtes i forbindelse med etableringen af vort institut.

Det var en broget flok der i november 1974 blev sat sammen for at udarbejde forslag til et institut, som skulle søge at rumme uddannelserne til landinspektør, historie og planlægning.

Arbejdsgruppen som interimkonsistorium nedsatte til udarbejdelsen bestod af to repræsentanter for KVL i København, en integreret planlægningslærer fra DIA/Aalborg, en nyansat svensk historieprofessor, en nyansat historielærer fra Århus, to nyansatte planlægningslærere fra København (arkitekt Anne Marie Rubin og kultursociolog Ib Jørgensen), samt tre medlemmer af interimkonsistorium, en svensk historiker (formand og designeret rektor), en statistiker (vistnok fra København men i hvert fald kommende mangeårig rektor) og endelig en bibliotekar også fra København (første leder af universitetsbiblioteket). Bibliotekaren og jeg selv var rådgivende medlemmer af udvalget uden stemmeret. Desuden deltog fra tid til anden specielt udpegede repræsentanter for diverse fagområder.

Det karakteriserede dette udvalg, at der var betydelig forskel i medlemmernes bagland og herkomst. Således havde repræsentanterne fra KVL tunge, velfunderede og meget splittede kræfter at referere til. Ligeledes kan det vel ikke formodes at medlemmerne fra interimkonsistorium udelukkende var fortalere for en ren akademisk/videnskabelig interesse i det kommende institut. Hensynet til  AUC's totale institutdannelsesproces spillede helt klart ind her, dog ikke på nogen entydig vis. Også repræsentanten for DIA havde store baglandshensyn i bagagen. Hertil kom så de mere "uforpligtede" (men ikke mindre engagerede!) nyansatte fra universiteter og arbejdsplads i hhv. Sverige, København og Århus.

Det skulle da også hurtigt vise sig, at der var væsentlige uenigheder i dette udvalg om det kommende instituts sammensætning og arbejdsområder.

Nogle medlemmer orienterede sig primært efter undervisningsforpligtelserne indenfor de indgående fagområder, således som de traditionelt havde udviklet sig. Det foreslåede institut burde derfor opdeles i to. I en mindretalsindstilling fra to af medlemmerne fra interimkonsistorium hed det: "Konklusionen bliver for undertegnede, at der i stedet for det foreslåede institut for planlægning, udvikling med videre bør oprettes to institutter: et for historie/samfundsfag og et for planlægning og landinspektørfagene."

Udvalgets flertal derimod hæftede sig ved mulighederne for nu at sammenføre forskellige discipliner, som alle relaterede sig til udviklingsprocesser i samfundet, angiveligt for derved at lægge op til og muliggøre nye frugtbare forskningsaktiviteter med deraf følgende bedre undervisning som resultat. Et længere citat fra flertalsindstillingen:

"Instituttets forskningsområder centreres omkring spørgsmålet om forholdet mellem samfundsudvikling og planlægning. Det dækker på den ene side forskellige former for planlægning, herunder den tekniske og fysiske planlægning samt planlægningens mål og midler, hvor planlægning opfattes som bevidst styring af udviklingen på forskellige områder af samfundslivet.

På den anden side dækker det planlægningens betingelser. Til den må først og fremmest regnes historien opfattet som samfundsudvikling og samfundsforandring og studeret med særligt sigte på forholdet mellem lovmæssige sammenhænge i udviklingen og menneskers indgriben deri. Til betingelserne må videre regnes de økonomiske, sociale, politiske og psykologiske sammenhænge som danner forudsætningerne for og giver begrænsningerne for planlægningens mange aktuelle former - sociale, fysiske og økonomiske.

Den nære forbindelse mellem de tilbageskuende - historiske - fagområder og de fremadskuende - planlæggende - vil givetvis betyde en gensidig befrugtning og inspiration i arbejdet og en mere dybtgående og nuanceret forståelse i resultaterne, således at valget af midler til realisering af en ønsket udvikling bliver sikrere."

Se, hvis det nu var en konsolidering omkring disse tanker der efterfølgende fandt sted, så skulle man mene at det ville have præget i første omgang den resulterende forskning og undervisning i betydelig grad og i anden omgang den faktiske samfundsudvikling. Dette er i bedste fald meget usikre konklusioner, hvis karakter formentlig vil afhænge af hvilken position man indtager i forhold til den p.t. dominerende politisk korrekte optimisme.

Under alle omstændigheder: på baggrund af ovenstående anbefalede flertallet at de centrale discipliner i instiuttet skulle være: politisk, social, økonomisk og teknisk historie; sociologi, antropologi, socialpsykologi og økonomi; by- og regionalplanlægning; kommunikations- og trafikøkonomi, -teknik og -planlægning; miljøteknik og planlægning. Der skulle endvidere tilknyttes discipliner såsom: matematik og edb; opmålingsteknik og fotogrammetri; økologi; geografi.

Hvis en og anden læser nu skulle komme til at trække lidt på smilebåndet over disse ambitiøse forestillinger om det nye instituts karakter, så er det helt forståeligt. Hvad der skinner tydeligt igennem er jo, at det i vid udstrækning blev de sene 60's og de tidlige 70's tidsånd der fik lov til at komme til udtryk her. En tidsånd hvis kortlivethed vi nu kun kender alt for godt.

Der var deciderede og dedikerede repræsentanter for forskellige varianter af tidens alment politiske og mere specifikt universitære marxisme i udvalget, samt flere sympatisører som i lighed med disse kunne se de frugtbare muligheder i at forsøge at skabe et institut baseret på et bredere tværfagligt og tværdisciplinært grundlag. Således som det kom til udtryk i ovenstående citat fra flertallets indstilling.

Tillad mig på dette sted et stænk (udtalt) ego-centrisme, som samtidig kan være mit beskedne bidrag til den så mondæne be- og selverkendelsesbølge der i denne tid raserer blandt tidligere venstrefløjspersoner. Da institutternes dannelse og sammensætning stort set var besluttet i slutningen af januar 1975, udarbejdede jeg et notat til den såkaldte institutgruppe under interimkonsistorium.  (Hvis der før var anledning til at trække på smilebåndet, vil mange nu få sig et rigtig godt grin!) Jeg skrev bl.a.:

"Jeg havde forestillet mig, at dette institut skulle kunne tage fat på samspillet mellem materielstrukturer (både produktion og reproduktion), bevidsthedsdannelse (primær, sekundær og tertiær socialisation) og samfundsstyring (fra mikro til makroplan).

Naturligvis fordi jeg mener, at der er en meget afgørende sammenhæng mellem tilstandene/udviklingen indenfor disse områder, især med hensyn til planlægningens muligheder."

Herefter påviste jeg hvorledes især konstruktion og produktion var blevet henlagt til andre institutter, men også socialisationsprocesserne og de dertil knyttede discipliner var blevet holdt ude af instituttet. Om selve instituttet skrev jeg derfor afsluttende:

"Konkluderende om instituttet kan siges, at det vil få visse muligheder for tværfagligt samarbejde af ny karakter. Men den syntese af de tre i første afsnit ovenfor nævnte områder, som var ønskelig, kan ikke gennemføres."

Og så polemiserede jeg lidt over institutdannelsen i sin helhed:

"Groft karikeret er der med institutformeringen som den nu tegner sig lagt op til en opretholdelse af adskillelsen mellem den offentlige og den private sektors udvikling (institut 4 & 9), hvilket vil forlænge behovet for statsligt lappeskræderi (hvis effektivisering er opgaven for institut 1 medens institut 2 og 3 på traditionel idealistisk facon vil arbejde med uddannelse og socialisation, nydeligt af sondret fra den materielle hverdag som bliver et resultat af de adskilte bestræbelser i institutterne 4 og 9.

Lad os håbe på et frugtbart og omfattende samarbejde på tværs af institutgrænserne. Det må vist betragtes som en absolut forudsætning for at AUC kan præstere afgørende nyt indenfor forskning og undervisning."

Udover at demonstrere en hang til ekshibitionisme så skal disse referencer til mine egne tanker på den tid tjene til at påvise hvorledes de tanker om tværfaglighed og tværdisciplinaritet som mer eller mindre helhjertet lå til grund for institutternes dannelse, naturligvis måtte underlægge sig og kvalificeres af det kompleks af magtforhold og interesser som de deltagende aktører var involveret i og bærere af.

Dette kom også fra tid til anden til udtryk i arbejdsgruppen der forberedte vort institut. Som eksempel denne lille udveksling mellem den nyansatte planlægningsarkitekt (A) og en repræsentant for landinspektøruddannelserne (B). Det stammer fra et af mine egne håndskrevne mødereferater:

A: "Vigtigt at udstykning og planlægning adskilles fordi profitmaksimering er målet med udstykning. Forbindelsen mellem udstykning og planlægning må ikke blåstemples gennem en fælles uddannelse."

B: "Vi opfatter ikke planlægning på samme måde. Landinspektøren behøver nødvendigvis ikke være profitmaksimeringens talsmand."

A: "Nødvendigt at have fælles terminologi. Men landinspektørernes monopol er noget helt specielt."

Denne lille konfrontation afslører et andet væsentligt træk ved vor debat dengang. Det var faktisk accepteret at der kunne være en modsætning mellem kapitalens og almenhedens interesser.

Denne indsigt var imidlertid ikke jævnt fordelt og tilegnet blandt de fædrene og mødrene ophav til instituttet (for nu at sige det mildt) og den kom derfor heller ikke til at virke blot i nogen grad styrende for det efterfølgende forløb, da instituttet skulle til at arbejde praktisk med undervisning og forskning. Enkelte medarbejdere, jovist, i begyndelsen. Men ikke instituttet.

Det var således ikke tidsåndens elementer af marxisme og kapitalismekritik der kom til at danne baggrund for en konsolidering af instituttet. Nogle få vil beklage dette mens rigtig mange vil se det som en velsignelse.

 Ikke desto mindre er vort institut så vidt jeg ved det eneste som indtil i dag ikke har været genstand for betydelige omstruktureringer eller opdelinger. Der må altså have været et eller andet som har kunnet holde sammen på tropperne, en eller anden form for konsolidering, fællesskab.

 Her er det min opfattelse at forklaringen skal findes i et andet element fra tidsånden, det anti-autoritære.

 Dette kom blandt andet til udtryk i det forhold, at det langt hen ad vejen var muligt for mange af  instituttets medarbejdere selv at vælge en instituttilknytning. Til gengæld skabte det også et latent misforhold mellem de i så henseende mere privilegerede og så dem der følte sig indrulleret i en form for tvangsægteskab. Her tænker jeg især på nogle af de fra KVL og landinspektøruddannelserne overførte medarbejdere. Men rigtig mange af os der var med til at starte instituttet op kunne gøre det med bevidstheden om, at vi kunne være gået et andet sted hen, så mere end en arbejdsgiver der havde ansat os opfattede vi tildels instituttet som vort eget produkt. Vi var så at sige institutskabere og -ejere allesammen, en status vi på bedste anti-autoritære vis ønskede at udbrede til og dele med instituttes øvrige ansatte og de der efterhånden kom til.

 Dette manifesteredes i vore beslutninger om den måde hvorpå instituttet skulle ledes. Institutbestyrerposten betragtede vi som en ren formalitet, der passende kunne gå på skift mellem tek/nat og samf hvert halve år. Den egentlige styring af instituttet foregik på institutrådsmøderne, hvor bølgerne ofte gik højt.

 Hvis man kan tale om en egentlig konsolidering af instituttet som sådant,  skal det være min påstand at grunden til den blev lagt på disse institutrådsmøder. Og det var ikke det fagligt akademiske indhold der var det bærende i konsolideringen, men derimod det sociale samvær. På tværs af de ofte skarpe faglige stridigheder var det mit indtryk at de fleste af os godt kunne lide hinanden. Der var på det tidspunkt - stort set - også et meget afslappet forhold mellem det akademiske og det teknisk/administrative personale.

 Dette medførte at vi kunne afholde nogle fester og udflugter i instituttet som yderligere rystede folk sammen og styrkede den sociale konsolidering.

 Dette havde så igen til følge, at beslutningerne omkring instituttets drift og arbejde i høj grad blev præget af gensidig tolerance og respekt. Den faglige konsolidering bestod i at der blev skabt nogle muligheder for at folk kunne arbejde med det de gerne ville, uden i større grad at være indordnet under nogle fælles adfærdsregler og -forventninger. Pluralisme - på godt og ondt - har været kendetegnende for vort institut fra dets begyndelse.

 Et efter min mening mindre hensigtsmæssigt resultat af denne form for konsolidering har så været, at vi i høj grad er blevet åbne (og sårbare?) overfor kræfter i samfundsudviklingen, som delvis lå udenfor vor egen kontrol.

 Her vil jeg gerne tage udgangspunkt i eksemplet med en påstået modsætning mellem landinspektørens og planlæggerens rolle fra det mødereferat jeg citerede fra tidligere.

 Uddannelsen til landinspektør er - i relation til de uddannelser instituttet i øvrigt er involveret i - særdeles udgiftstung. De store særbevillinger på millioner af kroner, til stadigt mere avanceret teknologi og laboratoriedrift, som er tilgået denne del af instituttet har til stadighed givet anledning til om ikke misundelse, så dog mislyde. Vi har imidlertid lært os at leve med det faktum, at her var en uddannelse som åbenbart udvikler sig i overensstemmelse med kræfter og logik som vi ikke umiddelbart har indsigt i. Vi har således i vort eget institut et betydningsfuldt element i samfundets udvikling, et element som vi burde kunne forske kritisk i, men hvor alene en ansøgning om midler til sådan forskning kunne opfattes som en mistillidserklæring til egne kolleger.

 På tilsvarende vis - men mindre grelt - har vi oplevet hvorledes konjunkturerne har dirigeret midler til delområder i instituttet, som har tilladt disse at vokse uden at det har været udtryk for en egentlig institutpolitik.

 De spontane og kollektivt arrangerede fælles fester og udflugter i instituttets første år, er i de senere til en vis grad blevet til et ledelsesinstrument for en central institutledelse, ofte henlagt til komfortable hoteller eller kursuscentre med overnatning m.m. En ikke uvæsentlig del af forklaringen på det sidste forhold er naturligvis at vi er blevet så mange, men også at det efterhånden ikke er muligt at samle hele instituttet til de ordinære institutrådsmøder. Man er nu tilknyttet en faggruppe med fælles eller tilgrænsende forsknings- og undervisningsopgaver og kan, som hovedregel, ikke overskue hvad der foregår i alle de andre tilsvarende grupper.

 Indtil for nylig var instituttets julefrokost årets højdepunkt, hvor vi på bedste karneval-vis slog gækken løs, hvor vi i taler og sang priste og gjorde grin med hinanden. En begivenhed man kun nødtvungent undlod at deltage i p.g.a. bortrejse eller sygdom.

 I forbindelse med min pensionering pr. 1. februar 2000 ville jeg derfor benytte denne anledning i december 1999 til at sige tak for samarbejdet til kollegerne i instituttet. Heldigvis kunne det lade sig gøre på den samme dag, men jeg måtte rundt til 6 forskellige julefrokoster før min opgave var fuldført. I alle grupper fandt jeg "gamle" institutfæller, som for år tilbage havde festet og arbejdet sammen. Nu var de indgået i eller havde dannet nye og mere forpligtende konstellationer.

 Misforstå mig ikke: Der ligger ikke heri hverken en skjult bebrejdelse eller en romantisk forestilling om en tilbagevenden til tidligere "gyldne" tider. Med få undtagelser blev de nemlig aldrig for alvor "gyldne". Der ligger blot en nøgtern konstatering af den kendsgerning, at den konsolidering der aldrig fandt sted på det fagligt/akademiske felt nu endelig havde  fået bugt med den sociale konsolidering, som jeg mener har båret instuttet gennem 25 år. Naturligvis sammen med efterhånden rent taktisk betingede afvejninger af fordele og ulemper ved en eventuel omstrukturering.

 I samme proces må det blankt erkendes at der er skabt en række delkonsolideringer, med stærke, adskilte forskningsmiljøer som resultat. Miljøer der hver for sig på mange måder kan måle sig med lignende miljøer på andre tilsvarende institutioner, herhjemme og i udlandet. Men det institut og det forskningsmiljø som nogle af os dengang forestillede os, det lykkedes vi ikke med.

 For de næste 25 år - som jeg vil følge med spændt opmærksomhed - ønsker og håber jeg at tidsånden vil lægge op til at man i et eller flere af de fragmenter som instituttet nu sandsynligvis deles op i og ud på, igen kan vende tilbage til og hente inspiration i de oprindelige ideer og overbevisninger som for nogle af os lå bag dets oprettelse. De væsentligste af dem har jeg berørt i denne lille erindringsskitse.

 Deres relevans vokser i takt med de omsiggribende og gensidigt forstærkende globaliserings- og individualiseringstendenser som i stadigt stigende omfang præger udviklingen i samfundet, herunder udviklingen indenfor vore institutioner for de højere uddannelser. En udvikling som efter min mening er godt på vej til at berøve os al indsigt i konsekvensen af vore handlinger og dermed mulighederne for at styre og planlægge samfundsudviklingen på en blot tilnærmelsesvis forsvarlig måde. Hvis det er det vi vil.

 Ib Jørgensen

(skrevet 19/6-2000, lagt på nettet - min blog bricklayeribj.blogspot.com - d. 8/3-2023)