tirsdag den 27. november 2018

Kære børnebørn og oldebørn



Nu hvor jeg skriver dette, på vej mod 86, har jeg otte af jer i alderen fra 1-9 år. Lige nu er selv de ældste af jer for unge til at skulle belastes med de voldsomme bekymringer jeg har for jeres fremtid. Så det bliver mine ’gamle’ børn og børnebørn, der kommer til at give jer dette brev, når I har nået en alder, hvor det vil give mening.

Men der er andet jeg kan gøre sammen med jer nu, og det vil jeg vende tilbage til.
Mine forældre kom begge fra meget små kår, og kun gennem hårdt arbejde lykkedes det min far og mor ved fælles hjælp, at få startet en lille håndværkervirksomhed, som blev den økonomiske baggrund for min opvækst, som var tryg socialt og materielt.  Min far havde 3 søstre og min mor 5 brødre, så jeg havde mange onkler og tanter, fætre og kusiner, og familierne samledes hyppigt til små og store fester og sammenkomster.

Men allerede tidligt i mit liv fik jeg ikke desto mindre på fornemmelsen, at der var store mangler og risici forbundet med den måde, hvorpå vi, i vor del af verdenen, havde valgt at tilrettelægge vores tilværelse. Krigen, som prægede min barndom fra 1940-45, havde lagt grunden til en usikkerhed, som blev styrket af den måde den sluttede på, et frygteligt massedrab på mange tusinde japanere, bombarderet af atombomber. Denne krigs mange andre grusomheder, som efter afslutningen blev afsløret, bidrog yderligere til min usikkerhed og en begyndende vrede. Tillige fik vi at se, efterhånden som de europæiske stormagter måtte opgive deres kolonier verden over, hvorledes hele befolkninger var blevet udnyttet og undertrykt. Min ungdom blev præget af disse begivenheder og de protestbevægelser, som jeg senere meget aktivt deltog i.

Jeg var gået ud af skolen med en realeksamen, i min fars og mors familier var der ingen tradition for andet end en praktisk uddannelse. Så fra jeg var 16 år kom jeg ud på arbejdsmarkedet. I nogle år som sømand, senere isolatør i min fars virksomhed og endelig tysk og engelsk korrespondent samt bogholder i forskellige firmaer. Da jeg var 20 blev jeg gift første gang, vi fik to drenge og en pige, hun er nu bedstemor til jer fire oldebørn. Som I vil vide, så fik jeg siden yderligere 4 børn, hvoraf de to sidste blev forældre til jer 4 børnebørn, som nu i 2018 er fra 4-9 år.

Mine tidlige oplevelser og tanker havde gjort mig til modstander af krig, og jeg blev derfor omkring 1955 militærnægter. Det betød på det tidspunkt, at man skulle i en slags arbejdslejr i næsten to år. Her mødte jeg nogle helt andre mennesker og ideer, end jeg tidligere havde været ude for. Jeg begyndte en intens læsning af skønlitteratur, digte og politisk litteratur, imperialisme- og kapitalismekritik. Samtidig startede jeg på mit liv som politisk aktivist. I lejren arrangerede vi f.eks. en protestmarch mod atomvåben, vi trykte plakater og jeg oplevede at blive arresteret for at klistre dem op i København.

Efter min hjemsendelse fra nægterlejren og 7 års ægteskab blev min kone og jeg skilt. Oplevelserne i lejren havde overbevist mig om, at hvis jeg ville kæmpe effektivt mod den udvikling i verden, som jeg var modstander af, så måtte jeg have en uddannelse. Jeg tog derfor en studentereksamen på kursus, begyndte på universitetet 1963 – da jeg var 30 – og blev færdig som magister i kultursociologi i 1973, fik ansættelse på Aalborg universitet i 1974, hvor jeg studerede og forskede indtil min pensionering i 2000, da jeg var 67.

I løbet af mine 10 år på universitetet havde jeg arbejdet som isolatør, havnearbejder og freelance radiojournalist. Desuden var jeg i 1966 på en næsten 5 måneder lang tur med min ældste dreng, ned gennem Europa, gennem Tyrkiet, Iran, Pakistan til Indien og hjem samme vej. I 1968 var jeg på et halvt års forskningsophold i Indien, for at undersøge effekten af dansk ulandsbistand.

Som en rød tråd gennem hele mit voksne liv har der ligget en, først intuitiv, senere teoretisk funderet overbevisning, nemlig den, at vort økonomiske system, kapitalismen, ikke kan danne basis for retfærdige og bæredygtige samfund. Denne overbevisning blev styrket efter min ansættelse på universitetet. Ikke blot på grund af udviklingen i verdensøkonomien og fremkomsten af den såkaldt neoliberale afart af kapitalismen. I min undervisning og forskning søgte jeg konstant at påvise de negative sider af denne udvikling. Men op gennem 90’erne måtte jeg konstatere, at jeg selv var blevet en del af denne udvikling. Universitetet som institution udviklede sig støt og sikkert til at blive – med få undtagelser – et serviceorgan for kapitalismen. Dette blev bl.a.  kun muligt, fordi hidtil kritisk orienterede kolleger, af mange forskellige grunde, valgte at tilpasse sig de nye arbejdsbetingelser, som blev fremtvunget af de nye krav, som kapitalismen og staten stillede til vort arbejdes indhold og målsætning. I mine sidste år på universitetet gav jeg mig derfor til at lede efter dybere årsager, end de rent økonomiske eller karrierebetingede, til disse mentalitetsskift,

For at blive magister i kultursociolog havde et vist kendskab til nogle elementære filosofiske retninger været nødvendigt. Men nu måtte jeg erkende, at jeg var alt for dårligt rustet på dette område, og ikke mindst indenfor andre discipliner, som beskæftigede sig med menneskets situation i verden. For mig havde kapitalismens irrationalitet altid stået som en selvfølge. Den måtte derfor kunne bekæmpes ad rationel vej. Jeg havde været blind for den kendsgerning, at ren rationalitet ikke findes, at rationalitet altid og uafvendeligt er koblet til et element af følelse. Her så jeg en mulig grund til den plasticitet, der havde undret mig hos kollegerne.

Denne erkendelse nåede jeg frem til gennem et studium, som intensiveredes efter min pensionering, af discipliner som antropologi, fysisk som filosofisk, hjerne- og bevidsthedsforskning, og ikke mindst religion og religionshistorie.

Det kom nemlig hurtigt til at stå klart for mig, at en af årsagerne, ved siden af kapitalismen, til, at mennesker i vor type af samfund, har meget lidt viden om, hvad det vil sige at være menneske og hvilke krav det stiller, den ligger i, at de religioner, vi kender på vore breddegrader, de tre monoteistiske (dvs troen på én gud som stående bag alt), på forskellig vis og i forskellig grad har isoleret sig fra de samfund, de er en del af. Ikke mindst ved at promovere en mangelfuld, for ikke at sige vildledende menneskeopfattelse.

Kære børne- og oldebørn – her er hvad jeg skrev en kold novemberdag i 2018. Det er op til jer, når i læser dette, at afgøre om jeg kom i mål med mit forehavende.

Fra jeg var omkring de 76 til i dag er jeg blevet bedstefar og oldefar til jer otte. I en lidt høj alder, kan man vel sige. Men med jer, mine 4 børnebørn, og i lidt mindre grad med jer mine oldebørn, har vi indtil nu haft et intenst og levende liv sammen. I har i den grad beriget mit og bedstemors liv, og vi elsker jer meget højt. Vi får så meget fra jer, ved at være vidne til jeres livsglæde og kærlighed til jeres forældre, og til os, tør vi sige. Så meget mere smerter det os, og ikke mindst mig, at den fremtid, der venter jer, mildest talt ser meget usikker ud. Det er i overvejende grad det, der giver mig styrken til at kæmpe for de ændringer, som er nødvendige.

Det påhviler nemlig os og jeres forældre at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at gøre disse fremtidsudsigter lidt lysere. Den kamp tager jeg op andre steder, så langt mine evner og kræfter rækker. Hvor langt vi kommer, det vil tiden vise (og I ved det måske, når I læser dette). Der skal tages beslutninger, som vil forekomme os meget ubehagelige, fordi vi har tilladt os at leve på måder, som ikke kan opretholdes.

Men kampen er ikke overstået, når I er blevet voksne og måske heller ikke, når jeres børn bliver det.
Så det jeg håber at kunne nå at gøre – her og nu og resten af mit liv - for jer som personer, det er at prøve at bibringe jer en forståelse af livets, naturens og menneskets historie. At vi, såvel som aberne, nedstammer fra livet og den levende natur. Derfor vil jeg, sammen med en tegner jeg kender, skrive en historie til jer, om, hvorledes vi er blevet mennesker. Hvorledes vi, som de eneste eksisterende væsener, er udrustet med en bevidsthed, som gør os i stand til at se og forholde os til, hvad der sker i verden, med os og vore omgivelser. En evne som har fulgt os og gjort os til dem vi er, i mange, mange tusinde, ja måske millioner af år. I denne udvikling har det altid været en blanding af rationalitet og følelser, der har vejledet os. På godt og ondt. Ofte har vi ikke haft det fulde overblik, og så er det vanskeligt at orientere sig. Men lige så ofte har vi ladet os styre af forkerte følelser, så vi har handlet – ofte uden at vide det før bagefter - til skade for os selv og den natur, vi er en del af.

Vores verden er truet – og kun hvis vi mennesker fuldt ud indser, at det kun er os, der kan redde den, kun da er der håb. Den sandhed gælder i dag, hvor jeg skriver dette, og den gælder til den tid, hvor I læser det. Ingen tro må forhindre os i at tro på mennesket.

Jeg håber af hele mit hjerte, at jeres liv er lyse og fulde af forhåbninger til den fremtid I ser foran jer, når I læser dette.

Fra 2018 til jeres tid sender jeg en stor sækfuld af knus til deling mellem jer.

Jeres bedste- og oldefar
Ib

Ingen kommentarer: