torsdag den 19. januar 2017

Demokratiets opløsning

Som den seneste tids debat i stigende omfang påpeger, så har nylige politiske begivenheder i Europa og USA, skabt tvivl om vore demokratiers evne til at styre udviklingen.

Dertil har talrige akademiske udredninger forsøgt at klargøre, hvorledes vore livsformer har ført til en atomisering af vores dagligdag, den netop afdøde engelske sociolog Zygmunt Bauman talte om vor 'flydende modernitet'.

Denne indebærer bl.a., at vor dagligdag er præget af, at vi  er henvist til at deltage i mindst 3 forskellige  systemer, som fungerer i relativ uafhængighed af hinanden. Det drejer sig om produktionslivet, det politiske liv samt civilsamfundet. Min overordnede pointe er, at den virksomhed vi udøver i hvert af disse systemer, har stor indflydelse på de to andre, men uden at vi er i stand til at erkende og handle i denne sammenhæng. Resultatet er blevet de fænomener som nu betegnes som politikerlede, populisme, reaktionær nationalisme m.m.

Selv indenfor det enkelte af de nævnte systemer, kan der være manglende sammenhæng mellem aktiviteten og dens resultater. I produktionslivet arbejder mange mennesker, uden at have nogen konkret viden om det produkt, deres arbejde ender ud i og i hvert fald uden at vide, hvilke konsekvenser brugen af det, kan få for samfundet i sin helhed. Når eventuelle negative konsekvenser opstår her, så er det politiske system ikke gearet til at kunne gribe ind, fordi den pågældende produktion er blevet en forudsætning for den aktuelle samfundsform.

Som kun et eksempel blandt mange, kan nævnes hele it-området. Der har ikke ligget nogen politisk (demokratisk) beslutning til grund for denne teknologis nu altgennemtrængende tilstedeværelse og virkninger. Den har store konsekvenser for kommunikationen mellem borgerne, som er blevet præget af relativt upersonlige udvekslinger. Familier må opleve, hvorledes børn og unge i stigende omfang sluses ind i nye aktiviteter og kommunikationssammenhænge, uden at kunne vide noget, hvad det vil betyde for dem på længere sigt. De fleste vil have deres bekymringer at bidrage med på dette område.

Vore moderne samfund er blevet reaktive samfund. Vi forsøger først at handle, når skaderne er indtruffet og da den enkelte borger ikke har øje for sammenhængen mellem det daglige arbejde og dets konsekvenser i samfundet, så siger det sig selv at denne borger, som vælger eller politiker, ikke er i stand til at gribe ind ved problemets rod. Det politiske system er henvist til at komme løbende efter de skiftende udviklinger, som produktionslivet uafladeligt må gennemgå, hvis væksten skal opretholdes.

Et demokrati, der må arbejde under disse betingelser, vil altid komme til kort.
At få det politiske liv, demokratiet, til at blive det sted, hvor de afgørende beslutninger bliver taget, om det liv og den verden vi ønsker, det vil kræve radikale (utopiske?) ændringer i sammenhængen mellem vore produktive aktiviteter, vort politiske system og vor dagligdag.


Ingen kommentarer: