Vi er inde i æsken - Greg og Dharma som Adorno-inspirerede kulturkritikere?

For en halv snes år siden fulgte jeg parret Greg og Dharma i den amerikanske soap "Et umage par" (den genudsendes vist stadig på en eller anden kanal).

Plottet i udsendelsen danner basis for megen pjattet munterhed og af og til tankevækkende kritik af den måde, hvorpå vi har indrettet vor (amerikaniserede) omgang med hinanden og tilværelsen.

Men ved et mærkværdigt tilfælde blev serien, få dage før filosoffen og sociologen Adornos hundredårsdag 11.sept. 2003, virkelig dyb på en måde, som han formentlig kunne have bifaldet.

Situationen er denne: Dharma har under oprydning fundet en aflåst æske tilhørende Greg. Hun fritter og han svarer, at det drejer sig om private, hemmelige ting. Efter en del overtalelsesforsøg efterlader Greg en dag nøglen til æsken til Dharmas frie afbenyttelse. Men nu kan hun ikke få sig selv til at kigge. Har man fulgt serien, ved man, at Dharma, hvad det metafysiske angår, er tilhænger af diverse mystiske naturfilosofier, inclusive indianske åndemanere. Ikke desto mindre søger hun nu hjælp hos den katolske kirke, idet hun i en skriftestol beder præsten om at åbne æsken for at se om det, der er i den, er af væsentlig betydning. Præstens reaktioner er tvetydige og Dharma går uforløst hjem med den lukkede æske og forsikrer Greg om, at HUN ikke har åbnet æsken. Næste morgen kommer hun ind i i dagligstuen og finder æsken åben - og tom. Greg fortæller, at han har placeret tingene fra æsken rundt omkring i lejligheden, på de steder hvor de hører hjemme. Og så starter eftersøgningen, men hver gang Dharma finder en genstand, hun tror kan stamme fra æsken, viser den sig at være hendes egen. Og så slutter og lukker afsnittet på en helt igennem ukarakteristisk måde, idet Dharma pludselig, som ramt af lynet, stopper op og udbryder: Oh, my God, I'm in the box!

Stedet, hvor hun bor, er blevet der, hvor hemmeligheden ligger begravet. Eller med den danske filosof og Adorno-kender Hans-Jørgen Schanz' ord: Moderniteten er blevet beboelig, hvilket Schanz finder fortrøstningsfuldt, medens Adorno ville finde det yderst problematisk, for ikke at sige skæbnesvangert. Der ER nemlig iflg. Adorno en hemmelighed ved moderniteten, som det er af største betydning for menneskeheden at få afdækket. Nemlig hvordan vi får indrettet de samfund, hvor mennesker kan leve frit sammen i myndighed, uden den undertrykkelse, som vi har pålagt os selv i samme modernitet. "For Adorno betegner myndighed…det forhold, at samfundsprocessen er styret af en bevidst menneskehed, og at det enkelte individ ikke længere er underlagt en uigennemskuelig samfundsmæssig tvang." (Per Jepsens fødselsdagskronik om Adorno, Pol. 10/11 - 2003) Læs her

En sådan afdækning af modernitetens hemmelighed ville kræve en minutiøs gennemgang af hele lejligheden (tilværelsen) - og ville måske og sandsynligvis finde frem til at det ikke så meget er tingene i den, men selve lejligheden, der er problemet. At den er beboelig, er jo i sig selv ingen garanti for, at den ikke kan have negative forudsætninger eller implikationer. (Her vil jeg undlade at hinte til de mange, der efter sigende sidder fast i usælgelige huse og lejligheder!)

Lad mig derimod foretage en plump parallelisering til elementer i den hyppigt opkommende debat om værdier i samfundet. Her sker det tit at progressive og frisindede borgere mødes i debat omkring et bord, sædvanligvis i TV, hvor de stilles nærgående og kritiske spørgsmål af progressive og frisindede journalister. De spørgsmål, der oftest tages op, drejer sig bl.a. om hvor meget Staten skal blande sig i vores tilværelse og hyppigt munder det ud i, hvor meget samme Stat må gribe ind, når det gælder velstandens fordeling blandt borgerne. Kort sagt, hvor meget eller hvor lidt debattørerne synes det er rimeligt, at vi skal betale i skat. Det spørgsmål (hemmeligheden?), som disse velmenende mennesker aldrig nogensinde kunne finde på at tage op, er i hvor vid udstrækning det er rimeligt, at de selv overhovedet i første omgang har en indkomst og en levefod af den størrelse, som de har. Om deres arbejdsmæssige indsats gør den reelt berettiget. Det kommer aldrig på tale, at der kunne være noget grundlæggende forkert i den måde, hvorpå rigdommen i første instans produceres og fordeles. Fordi vi alle finder det 'naturligt', uanset hvor luksuøst vort hjem er indrettet, at netop vi bor her og på denne måde. Vi er inde i æsken (neoliberalismen?) og ser ikke at det er den, der kunne være problemet.

Kan vi tænke ud af boksen?